Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - mandag den 10. maj

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Slagsmål i det nordlige Aarhus

Søndag kl. 19.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var optakt til uro mellem ca. 15 personer, der løb rundt i området ved Reginehøjvej i Aarhus N. Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor betjentene fik kontakt med flere personer, der dog umiddelbart ikke kunne sættes i forbindelse med noget konkret.

Kl. 20.05 kontaktede flere borgere politiet, da de kunne se en gruppe, der var oppe at slås i området ved Netto/McDonald’s/Q8 på Randersvej. Personerne var dog væk igen, da politiet ankom til stedet. Betjentene undersøgte området nærmere, og fandt efterladte stik- og slagvåben i form af flere bat og en kniv.

Østjyllands Politi efterforsker stadig sagen for at undersøge, hvad der er sket. I den forbindelse vil politiet gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set noget i tidsrummet fra kl. ca. 19.00 til 20.30 i området omkring Reginehøj i det nordlige Aarhus. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

 

Ukrudtsbrænder satte skur i brand

Søndag kl. 14.26 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i et skur på Bjerregrav Stationsvej i Randers NV. Da politiet ankom til stedet, kunne der ses kraftig røg og ild fra skuret, der stod op ad huset. Kort efter ankom brandvæsnet til stedet og påbegyndte slukningsarbejdet.

Det stod hurtigt klart, at skuret og garagen, der lå i umiddelbart forlængelse af skuret, ikke stod til at redde, og brandvæsnet forsøgte derfor at lave en kontrolleret nedbrænding samt at holde flammerne væk fra huset. Det lykkedes i nogen udstrækning, men der kom brandskader på husets gavl og et vindue ind til køkkenet var sprængt, hvorfor ilden også havde fået fat i dele af køkkenet. Ingen personer kom dog noget til som følge af branden.

Husets 48-årige mandlige ejer oplyste selv til politiet, at han havde været i færd med at fjerne ukrudt med hjælp fra en ukrudtsbrænder, da der pludselig var gået ild i skuret. Han havde selv forsøgt at slukke ilden, men måtte hurtigt opgive.

På baggrund af mandens forklaring og brandundersøgelserne på stedet, blev den 48-årige mand sigtet for overtrædelse af beredskabsloven ved at have været uforsigtigt med brug af ukrudtsbrænderen.

 

Husk de gode råd, når du bruger ukrudtsbrænder

Hvert år opstår der brande i skure eller huse som følge af forkert brug af ukrudtsbrænder – derfor er det en rigtig god idé at følge nedenstående råd fra Sikkerhedsstyrelsen, inden du tænder din ukrudtsbrænder:

  • Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
  • Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
  • Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
  • Hold øje med glemte gløder
  • Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
  • Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
  • Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (vandslange)

**

 

Spritbilist stak af fra færdselsuheld

Søndag kl. 12.53 skete der et færdselsuheld på Flyvervej i Randers NØ. En 39-årig mandlig bilist kom kørende ad Flyvervej, da han skulle passere et bump, hvor kun én bil kunne passere ad gangen. En 18-årige mandlig bilist kom kørende fra modsatte side og trak over i højre siden af vejen for at give plads til, at den 39-årige kunne passere.

Den 39-årige havde dog kurs mod den 18-åriges bil, som han kørte direkte ind i, hvorefter han accelererede og kørte fra stedet. Den 18-årige mand blev tilset i en ambulance, men var ikke umiddelbart kommet til skade.

Et vidne havde noteret nummerpladen på den bil, der var kørt fra stedet, og politiet fandt frem til den adresse i Randers NV, hvor bilens ejer boede. På adressen holdt en bil med skader på fronten, men bilens ejer var ikke umiddelbart interesseret i at åbne for politiet.

Da det lykkedes betjentene at få kontakt til den 39-årige mand, kunne de konstatere, at han var tydeligt påvirket af spiritus. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev desuden sigtet for at flygte fra et færdselsuheld og for ikke at have tegnet forsikring på sin bil samt for overtrædelse af færdselsloven.

**

Biler i brand

Natten til mandag kl. 01.03 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret ved Aldersrovej i Aarhus N. Da politiet ankom til stedet, havde ilden nået at sprede sig til en anden bil, så der nu var tydelige flammer fra to biler på parkeringspladsen.

Brandvæsnet ankom til stedet og påbegyndte slukningsarbejdet. Brandfolkene fik hurtigt ilden under kontrol, og kl. 01.28 var branden slukket og brandfolkene fortsatte med efterslukning. Begge biler udbrændte, og en tredje bil, der holdt parkeret tæt på, havde fået varmeskader på højre side.

Politiet efterforsker sagen for at undersøge, om branden var påsat og hører derfor gerne fra eventuelle vidner, der kan have set nogle personer omkring parkeringspladsen umiddelbart før kl. 01.00 natten til mandag. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Kørt ned i fodgængerfelt af ukendt bilist

Søndag kl. 16.00 kontaktede en 39-årig mand politiet for at anmelde et færdselsuheld, der fandt sted natten til søndag kl. 00.50 i krydset Østervangsvej/Udbyhøjvej i Randers NØ. Den 39-årige mand har forklaret til politiet, at han ville krydse fodgængerfeltet ved den nordlige del af rundkørslen ved Udbyhøjvej, da han pludselig så et par billygter, hvorefter alt var blevet sort.

Kort efter vågnede han op midt i fodgængerfeltet, hvorefter han søgte hjælp hos en kammerat, der boede i nærheden, og som han var på besøg hos. Her lagde han sig til at sove, men da han vågnede søndag morgen, havde han ondt i hele kroppen, og tog derfor forbi skadestuen, hvor det kunne konstateres, at han havde flere skader på kroppen som følge af uheldet.

Den 39-årige mand så ikke bilen, og kan derfor ikke give nogen beskrivelse af hverken bilmærke, farve eller fører. Østjyllands Politi vil derfor gerne i kontakt med føreren af bilen, der måske ikke selv ved, at han/hun påkørte en fodgænger. Politiet hører også gerne fra eventuelle vidner, der kan have set påkørslen, og som muligvis kan bidrage med oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Brand i båd

Søndag kl. 14.40 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en båd, der stod på en trailer ved Kalorievej i Grenaa. Ejeren af båden havde selv fået trukket den væk fra bygninger, så der ikke var nogen risiko for spredning.

Da politi og brandvæsen ankom til stedet stod der flammer og sort røg op fra båden, og brandvæsnet gik i gang med slukningsarbejdet, der hurtigt blev afsluttet. Branden havde dog også ødelagt traileren og medført skader på varebilen, der trak traileren. Der var ikke nogen personer, der kom til skade som følge af branden.

Bådens 33-årige mandlige ejer forklarede til politiet, at han havde arbejdet med en vinkelsliber i nærheden af båden, og at det måske var en gnist herfra, der havde fået fat i nogen benzin fra båden. Båden var dog helt udbrændt, så det var ikke umiddelbart muligt at fastslå den præcise brandårsag.

**

Blev beluret i solcenter

Søndag kl. 21.06 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 36-årig kvinde, der befandt sig i et solcenter på Mariagervej i Randers NV. Da hun var gået ud af solariet uden tøj på, så hun en mand med mørkt hår, der stod og kiggede ned på hende over en skillevæg til rummet ved siden af.

Kvinden var sikker på, at manden fortsat var på stedet, idet hendes veninde stod udenfor og ventede på hende og derfor vidste, at der ikke var gået nogen personer ud fra solcenteret. Der blev sendt en patrulje til stedet, hvor betjentene fik fat i den 29-årige mand, der blev sigtet for blufærdighedskrænkelse ved beluring.

**

Færdsel

Søndag kl. 09.16 skete der et færdselsuheld på Ringvej Syd i krydset ved Bjødstrupvej i Højbjerg. En 34-årig kvindelig bilist kom kørende ad Ringvej Syd og skulle dreje til venstre ad Bjødstrupvej, da hun kørte ind foran en anden bil, ført af en 55-årig kvinde, der kom kørende i modsatte retning. De to biler kørte sammen med mindre materielle skader til følge. Der skete umiddelbart ingen personskade. Den 34-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Søndag kl. 16.35 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Åbyhøj. En 21-årig kvindelig bilist kom kørende ad Silkeborgvej, da bilen foran bremsede ned, hvorefter kvinden gjorde det samme. Derefter blev hun påkørt bagfra af en anden bil, ført af en 19-årig kvinde, der ikke havde nået at bremse. Der skete kun mindre materiel skade som følge af uheldet.

Søndag kl. 18.30 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Randers NV.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Pilegårdsvej i Kolt, Hasselager begået mellem fredag den 7/5 kl. 22.00 og lørdag den 8/5 kl. 14.00
  • På Elverhøjen i Hadsten begået mellem fredag den 7/5 kl. 18.00 og søndag den 9/5 kl. 16.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi