Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - onsdag den 20. januar

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.00 i Retten i Aarhus en 19-årig mand, der sigtes for voldtægt ved uden samtykke at have haft samleje med en 19-årig kvinde på en adresse i Odder natten til tirsdag.

 

Den 19-årige mand sigtes desuden for senere samme nat på samme adresse at have tilsneget sig til samleje med en anden 19-årig kvinde, der forvekslede ham med en anden.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

 

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 23-årig mand, der sigtes for under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en skarpladt revolver på Kappelvænget i Aarhus Vest tirsdag eftermiddag.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

 

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 14.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 14.00 i Retten i Aarhus en 21-årig mand, der sigtes for overtrædelse af henholdsvis knivloven og våbenloven ved at være fundet i besiddelse af en springkniv og en peberspray i forbindelse med en visitation ved Torpevænget i Aarhus Vest tirsdag eftermiddag.

Den 21-årige er desuden sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at have forsøgt at forhindre politiet i at anholde den 23-årige mand, der blev fundet i besiddelse af et skydevåben jf. ovenstående.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.
 
**

Ransagninger og anholdelser i det vestlige Aarhus

I løbet af tirsdag aften og natten til onsdag var der flere episoder med uro i det vestlige Aarhus, og Østjyllands Politi havde ekstra patruljer til stede, som foretog anholdelser, visitationer og ransagninger.

 

Omkring kl. 17.00 tog en patrulje kontakt til en gruppe mænd, som stod på Kappelvænget i Aarhus V. Mændene var utilfredse med politiets tilstedeværelse, og en 23-årig mand begyndte at løbe fra stedet, da betjentene ville snakke med ham. Han blev dog løbet op og anholdt, og da betjentene visiterede ham, fandt de en skarpladt pistol i hans jakke.

 

Under anholdelsen forsøgte flere af mandens venner at forstyrre og forhindre politiets arbejde. En mand tog blandt andet kortvarigt fat om en betjents hals, inden han stak af fra stedet.

 

En 21-årig mand forsøgte at bremse betjentene, da de løb efter den 23-årige, og han blev anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Han blev desuden sigtet efter kniv- og våbenloven, da han havde en kniv og en peberspray i lommen.

 

Anholdelserne af de to mænd skabte en ophidset stemning blandt flere andre personer, der råbte forskellige skældsord mod patruljen, som tilkaldte ekstra betjente. I den forbindelse blev en 26-årig mand anholdt og sigtet for at fornærme politiet. Under anholdelsen spyttede han efter en patrulje, og det kostede ham en sigtelse for forsøg på vold mod en betjent.

 

En 18-årig blev samme sted anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

 

En patrulje på Kappelvænget tog kort efter kontakt til en 21-årig mand, som sad i sin bil på Kappelvænget. Bilen blev ransaget, og betjentene fandt nogle ulovlige piller, som den 21-årige blev sigtet for at besidde.

 

Kl. 17.30 på Gudrunsvej i Brabrand fandt en patrulje under en ransagning af en bil en peberspray, som en 25-årig mand blev sigtet for at besidde. På samme vej blev der senere på aftenen fundet en kniv i en bil, som politiet ransagede. I den forbindelse blev en 19-årig mand sigtet.

 

Østjyllands Politi er nu ved at vurdere, hvorvidt der er nogle af de anholdte, der skal fremstilles i grundlovsforhør. 

 

**
 

Svindler udgav sig for at være fra NETS

En 34-årig mand fra Aarhus blev mandag ringet op dag en mand, der udgav sig for at være fra NETS. Manden forklarede, at der var nogen, der havde hævet store beløb på den 34-åriges konto, og at han nu ringede for at hjælpe ham.

 

Han skulle bare lige bruge nogle koder fra den 34-åriges NemID og et foto af for-og bagside af hans kreditkort.
Da den 34-årige i første omgang var lidt skeptisk, fik han at vide, at han jo kunne google nummeret og se, at det var NETS’ hovednummer. Og det så det ganske rigtigt ud til, at det var.

 

Derfor indvilgede den 34-årige i at give sine oplysninger til manden. Dagen efter valgte den 34-årige dog alligevel at tage kontakt til banken og politiet. Ingen havde noget at hæve noget på kontoen, og kortene blev spærret.

 

Husk – hold dine personfølsomme oplysninger for dig selv. En medarbejder fra NETS eller banken vil aldrig bede dig om den slags oplysninger. 

**
 

Stjålne handsker fundet efter fem år

En salgsannonce med 20 fine handsker på Den Blå Avis fik tirsdag en kvinde fra Randers til at kontakte politiet. Kvinden kunne nemlig genkende handskerne, som i 2015 blev stjålet ved et indbrud i Randers Handsker, som hun arbejdede hos.

 

Sælgeren havde skrevet, at handskerne stammede fra et konkursbo, men kvinden var slet ikke i tvivl om, hvor de reelt kom fra.

En patrulje kørte til den 37-årige sælgers adresse i Mariager, og da betjentene spurgte ind til annoncen, erkendte han straks, at handskerne ikke stammede fra et konkursbo.

 

Han havde byttet sig til handskerne for nogle år siden.

Hvem manden med handskerne var, kunne han ikke længere huske, forklarede han.

 

Handskerne blev beslaglagt, og den 37-årige blev sigtet for hæleri. 
 
**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

• På Hovedvejen i Purhus, Fårup begået tirsdag den 19/1 mellem kl. 06.45 og kl. 15.35 
• På Skanderborgvej i Viby J begået tirsdag den 19/1 mellem kl. 15.00 og kl. 15.30 
• På Hobrovej i Randers NV begået tirsdag den 19/1 mellem kl. 14.00 og kl. 17.30 
• I Baunehøjparken i Rønde begået mellem lørdag den 16/1 kl. 23.59 og søndag den 17/1 kl. 08.00
• På Louisevej i Brabrand anmeldt onsdag den 20/1 kl. 05.20

 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi