Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Præcisering om betjents tilstand
Flere medier skrev tirsdag, at den betjent, der i sidste måned blev påkørt af en flugtbilist, er uden for livsfare. Det er korrekt, at han p.t. er uden for livsfare, men han er fortsat uden for bevidsthed, og hans tilstand betegnes som meget alvorlig.
Den 20-årige mand, som er anholdt i sagen, fik i fredags forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger. Den 20-årige kærede, men kendelsen er nu blevet stadfæstet af landsretten.
Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 10.30
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.30 en 31-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for overtrædelse af knivloven og våbenbekendtgørelsen.
Østjyllands Politi blev tirsdag kl. 12.50 kaldt til et værested på Jernbanegade i Randers, hvor personalet var utrygge ved den 31-årige, der var opfarende og skabte utryghed på stedet.
En patrulje kom kort efter frem, og de traf den 31-årige, der virkede påvirket og aggressiv. Da betjentene så, at der stak en gaffel op fra hans støvle, blev han anholdt og visiteret. Under visitationen fandt politiet ud over gaflen en kniv i hans støvle og en kniv i hans ene lomme – alle våbnene blev beslaglagt.
Den 31-årige er tidligere blevet dømt for flere lignende forhold, og han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
**
Tyveri af vin blev til røveri
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 14.53 en anmeldelse om, at nogle vagter havde tilbageholdt en 31-årig mand i SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Aarhus C.Ifølge personalet havde den 54-årige stjålet en karton vin, som han forsøgte at skjule i en pose, inden han gik ud af butikken uden at betale. En medarbejder fulgte dog efter og bad ham blive på stedet, men den 54-årige blev aggressiv og slog medarbejderen på halsen.
Efterfølgende kastede den 54-årige vinen fra sig, og da nogle vagter kom til at for at hjælpe med at tilbageholde ham, sparkede han ifølge vidneforklaringerne medarbejderen.
Det lykkedes til sidst vagterne at holde fast i manden, og da politiet kom frem, blev den 54-årige sigtet for røveri, da han havde brugt vold under tyveriet.
Medarbejderen var umiddelbart ikke kommet noget til.
**
Rutinekontrol førte til hashfund
En patrulje standsede tirsdag kl. 21.01 en bil i en rutinekontrol på Haslegårdsvej i Aarhus V. I bilen sad tre mænd, og da betjentene kunne lugte hash derindefra, blev mændene visiteret, og bilen ransaget.En 20-årig mand havde gemt en mindre mængde hash i sin sko, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og hashen blev beslaglagt.
**
Havde hash og amfetamin på sig
Under en patrulje kl. 2.20 på Energivej i Randers NV stødte et par betjente på en 24-årig mand, som kom gik rundt og virkede påvirket af narko. Han blev derfor visiteret, og i hans lommer lå både en joint og en mindre mængde amfetamin.
Stofferne blev beslaglagt, og den 24-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 12.54 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skejbyvej i Aarhus N. Da der lå en mindre mængde hash i hans bil, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Tirsdag kl. 13.56 skete der et færdselsuheld på Monradsvej i Viby. En bilist bakkede med høj hastighed hen ad gaden og ramte ind i en bil, som holdt parkeret på stedet. Bilisten kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Bavnegårdsvej i Kolt begået mellem onsdag d. 14/7 kl. 15.00 og tirsdag d. 20/7 kl. 3.57
• På Agerbovej i Randers NV begået mellem mandag d. 19/7 kl. 21.30 og tirsdag d. 20/7 kl. 9.00
• På Rougsøvej i Udbyhøj begået mellem fredag d. 16/7 kl. 14.00 og tirsdag d. 20/7 kl. 14.30
• På Kirkevænget i Tranbjerg begået mellem lørdag d. 17/7 kl. 12.00 og tirsdag d. 20/7 kl. 17.15
• På Hospitalsgade i Randers C begået tirsdag d. 20/7 mellem kl. 16.00 og kl. 19.45
• På Pallisvej i Brabrand begået mellem torsdag d. 8/7 kl. 7.30 og onsdag d. 21/7 kl. 1.00