Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - onsdag den 7. juli

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

 

**

 

Begik indbrud i bil og løb i favnen på politiet

Tirsdag kl. 14.41 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om tyveri fra en bil, der holdt parkeret på Godthåbsgade i Aarhus C. En 56-årig kvinde havde været i færd med at feje sin indkørsel, da hun pludselig hørte et brag og efterfølgende kunne se en mand, der havde armen inde gennem en knust bilrude, hvorfra han hev en taske ud.

Den 55-årige kvinde råbte efter manden, der hurtigt cyklede fra stedet i retning mod Ole Rømers Gade. Kvinden begyndte at feje glasskårende sammen, da den 28-årige kvinde, der havde parkeret bilen, ankom til stedet. Hun forsøgte straks, om hun kunne spore den Macbook, der var blevet stjålet, og hun kunne se, at den fortsat bevægede sig i området ved Gustav Wieds Vej og Paludan-Müllers Vej.

På baggrund af geografien og fremgangsmåden havde betjentene en formodning om, hvem gerningsmanden kunne være, og de kørte ud til hans mors adresse, hvor de havde mistanke om, at han kunne opholde sig, idet det passede med det geografiske område, hvor den stjålne Macbook skulle være.

Da betjentene bankede på, blev døren åbnet af den mistænkes mor. Hun nægtede dog, at sønnen skulle være at finde på adressen, men hun ville ikke lukke betjentene ind for at lede efter ham. Betjentene havde dog taget ophold på hver sin side af bygningen, og da hoveddøren var blevet lukket, kom den mistænkte mand løbende ud af haven og lige i favnen på politiet.

Under sin trøje gemte han to computere og en iPad, og i hans ene bukselomme lå der en bushammer. Den 40-årige mand blev anholdt og sigtet for tyveri fra personbil. Herefter ransagede betjentene morens adresse, hvor der blev fundet flere ting, som også formodes at stamme fra tyverier.

Den 28-årige kvinde fik alle sine ejendele igen, og politiet er nu ved at fastlægge, hvem der ejer de øvrige genstande, hvilket kan resultere i flere sigtelser mod den 40-årige mand.

**

 

Overfaldet da han forsøgte at stoppe indbrud i varebil

Natten til onsdag kl. 00.02 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at nogen var i færd med at bryde ind i en varebil, der holdt parkeret på Elhøjvej i Hasle, Aarhus V. En 30-årig mand har forklaret til politiet, at han var på vej i seng, da han hørte, at nogen åbnede døren til hans varebil, der holdt parkeret ude på vejen.

Da han kiggede ud af vinduet, kunne han se en person hoppe ud af bilen, og han løb derfor udenfor og råbte, at vedkommende skulle forsvinde fra stedet. Den 30-årige mand kunne nu se, at der var to personer, en mand og muligvis en kvinde, og de begyndte begge at løbe fra stedet. Den 30-årige løb kortvarigt efter dem, da manden pludselig vendte om og råbte trusler til ham på engelsk.

Derefter løb han hen til den 30-årige og slog ham direkte i ansigtet, hvorefter han løb hen til varebilen og tog to stykker værktøj ud, som han brugte til at true med. Den 30-årige råbte til hans kone, at hun skulle ringe efter politiet, og da hun kom ud, smed manden værktøjet fra sig, og de to personer løb fra stedet.

På vej væk samlede de en stor sæk op, som formentlig indeholdt pantflasker/-dåser, de havde stjålet fra varebilen. Politiet runderede herefter i området, i håbet om at finde de to personer, men uden held.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mand
  • Ca. 35 år
  • Ca. 180-185 cm høj
  • Kort, mørkt hår
  • Smalt ansigt og brun i huden
  • Var iført mørkt tøj, muligvis med lidt orange på
  • Engelsktalende med østeuropæisk accent

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set overfaldet, eller som har set de to personer på vej væk fra stedet. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Formodet narkosælger anholdt af betjent, der havde fri

Tirsdag kl. 15.02 sad en betjent, der egentlig havde fri, i sin bil på parkeringspladsen ved Randers Regnskov, da han bemærkede en mand, der kom kørende på cykel. Betjenten studsede over mandens påklædning, der ikke helt passede til vejret, og han besluttede at holde lidt ekstra øje med ham.

Det virkede som om, at manden ledte efter nogen, og han tog sin telefon frem for at ringe til en. Betjentene fik mistanke om, at manden ringede til en kunde med henblik på at sælge narkotika, og han besluttede derfor at tage kontakt til ham.

Han gav sig til kende som betjent og sigtede manden for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvorefter han bad ham vise, hvad han havde i sin bæltetaske. Heri lå der to poser med flere stanniolkugler, der lugtede kraftigt af hash. Den 26-årige mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg, og betjenten kontaktede sine kollegaer på politigården i Randers med henblik på at få afhentet den anholdte.

Mens betjenten talte i telefon, forsøgte den 26-årige mand at stikke af fra stedet, men blev atter tilbageholdt, nu også med en sigtelse for som anholdt at have flygtet fra politiet. Kort efter ankom en patrulje til stedet, og den 26-årige mand blev lagt i håndjern. I hans bæltetaske blev der, ud over stanniolkuglerne med hash, fundet flere ulovlige piller og en ulovlig foldekniv. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.

**

Anholdt efter eftersættelse gennem Skødstrup

Tirsdag kl. 22.59 kørte en patrulje på Grenaavej i Skødstrup, da betjentene blev opmærksomme på den bil, der, tilsyneladende ved synet af politiet, gassede kraftigt op og kørte hurtigt væk. Det var betjentenes opfattelse, at føreren forsøgte at stikke af fra politiet, og det førte til en eftersættelse, hvor den eftersatte bil kørte med høj fart igennem Skødstrup by.

Farten blev undervejs vurderet til at være over 100 km/t, hvilket er dobbelt så hurtigt som det tilladte. Til sidste kørte bilen ind til en indkørsel, hvor den standsede. Herefter løb betjentene hen for at få anholdt den 36-årige mand, der sad bag rattet. Han gjorde dog kraftig modstand, hvilket resulterede i en sigtelse for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Han blev desuden sigtet for narkokørsel og for overtrædelse af færdselsloven ved at køre væsentligt over det tilladte. Derudover blev bilen beslaglagt med henblik på at få afklaret, om der var tale om vanvidskørsel, og om bilen derfor skal konfiskeres.

**

Unge drenge fældet af tabt tegnebog

Tirsdag morgen fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Beder Skole, hvor pedellen havde konstateret, at nogen i løbet af mandag aften havde knust tre ovenlysvinduer i skolens tag. Pedellen havde også fundet en tegnebog liggende ved siden af de knuste vinduer.

Der blev sendt en patrulje til stedet, og de fandt hurtigt frem til, at tegnebogen tilhørte en 13-årig dreng, som betjentene kørte hjem til. Den 13-årige dreng havde haft en 14-årig kammerat overnattende, og de nægtede i første omgang noget kendskab til de knuste ruder.

Da patruljen viste dem den tegnebog, der var blevet fundet på gerningsstedet, erkendte de to drenge dog, at det var dem, der havde knust ruderne. Den 14-åriges mor, samt en repræsentant fra kommunens børne- og ungeafdeling, blev tilkaldt med henblik på afhøring af de to mindreårige drenge.

Herefter blev det aftalt med forældrene, at de selv ville rette henvendelse til skolen og indgå en aftale om betaling af erstatningskravet.

**

Medarbejdere fra arbejdstilsynet udsat for vold

Tirsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra arbejdstilsynet, der om formiddagen havde haft to medarbejdere ude på en byggeplads på havnen i Aarhus, hvor de var blevet udsat for vold.

De to medarbejdere havde ved 10.30-tiden indfundet sig på byggepladsen i forbindelse med et tilsyn, hvor de havde rettet henvendelse til en 73-årig mand, der sad på en gravemaskine. De talte lidt frem og tilbage om, hvorvidt man skulle bruge hjelm, når man kørte gravemaskinen, men var nået frem til, at det ikke var nødvendigt i den model, manden kørte i.

De to forurettede har forklaret, at stemningen ikke var særlig god og at den 73-årige mand talte grimt og nedladende til dem. Pludselig slog den 73-årige mand den ene tilsynsførende hårdt oven på hendes sikkerhedshjelm flere gange. Herefter gik manden frem mod den anden tilsynsførende, som han slog på armen, hvorefter han tog fat i hendes ID-kort og hev hårdt i snoren, så hun blev trukket forover.

De to tilsynsførende gjorde det klart for manden, at hans opførsel var uacceptabel, hvorefter de forlod byggepladsen. Efterfølgende kontaktede de deres chef, og sagen blev senere tirsdag anmeldt til politiet.

Onsdag morgen har en patrulje været ude på den pågældende byggeplads, og den 73-årige mand er nu blevet sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste.

**

Højtråbende mand endte i detentionen

Natten til onsdag kl. 00.10 kørte en patrulje i Aarhus midtby, da den på Immervad blev mødt af en meget højtråbende mand, der gik direkte hen mod patruljebilen, satte sig på kølerhjelmen og gentagne gange råbte ”fuck politiet”. Betjentene steg ud af bilen og forsøgte at komme i dialog med manden, der var tydeligt påvirket af spiritus og/eller narkotika.

Manden fortsatte med at råbe af betjentene, og det endte med, at han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han var i første omgang ikke i stand til at oplyse navn og personnummer, men da han blev kørt til politigården fandt betjentene frem til hans identitet, og den 19-årige mand fik lov til at sove rusen ud i politigårdens kælder.

**

Betjente satte stopper for hashsalg

Tirsdag kl. 13.57 spottede betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en mand, der stod med hovedet ind af passagervinduet på en bil, der holdt parkeret på Valdemarsgade i Aarhus C. Da betjentene kørte forbi dem, skyndte manden sig at gå fra stedet, men både han og manden, der sad i bilen, virkede noget nervøse, hvilket betjentene fandt mistænkeligt.

Begge mænd blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den mand, der havde stået ved vinduet blev kun fundet i besiddelse af et mindre kontantbeløb og oplyste i første omgang, at han bare havde talt med sin ven i bilen.

Efterfølgende sagde han dog, at han havde været i færd med at bestille hash. Han blev dog ikke fundet i besiddelse af noget, og sigtelsen mod ham blev derfor frafaldet. Den 22-årige mand, der sad i bilen blev dog fundet i besiddelse af nogle ulovlige piller og flere salgsposer med kokain. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

**

Mindre brand i industribygning

Onsdag morgen kl. 06.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en industribygning på Vandværksvej i Randers SØ. Man havde været i gang med at skære en skorsten over, hvilket formentlig havde medført brand i nogle lakrester i et udsugningsrør. Alle maskiner og personer var kommet ud af bygningen, og der kom hurtigt styr på branden.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 08.24 skete der et færdselsuheld på Grobshulevej i Odder. En 48-årig mandlig bilist kom kørende ad Grobshulevej og ind i rundkørslen i Snærild, da han overså en knallert, ført af en 25-årig mand, der var på vej rundt i rundkørslen. Der skete sammenstød mellem bil og knallert, og knallertføreren faldt til jorden. Han blev tilset i en ambulance, men var ikke umiddelbart kommet til skade. Den 48-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 16.00 skete der et harmonikasammenstød på Grenåvej i Randers SØ. En 66-årig mandlig bilist holdt stille på grund af køkørsel, da han blev påkørt bagfra af en anden bil, der ført af en 20-årig kvinde. Som følge af påkørslen blev den 66-åriges bil skubbet frem i en tredje bil, der blev ført af en 24-årig mand. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af uheldet.

Tirsdag kl. 19.35 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Aarhus N. En 38-årig mandlig bilist kom kørende på en tilkørsel til motorvejen, da han fik venstre hjulpar ud i rabatten, hvorefter han styrede kontra, så bilen røg på tværs af kørebanen og videre ud i nødsporet og rabatten, hvorefter den rullede rundt og endte på siden. Der skete umiddelbart ingen personskade som følge af uheldet.

Onsdag morgen kl. 06.15 blev en 51-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Fabersvej i Randers C.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Nørreport i Aarhus C begået tirsdag den 6/6 mellem kl. 00.15 og kl. 10.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi