Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Butikstyv med hang til sukker
Mandag kl. 21.41 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Netto på Søren Frichs Vej i Åbyhøj, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt en mandlig butikstyv. Butiksdetektiven var blevet opmærksom på manden, der i butikkens indgangsparti havde stået og fumlet med nogle poser. Manden havde lagt nogle ting i poserne, som han derefter havde efterladt i en indkøbskurv tæt ved indgangen, hvorefter han var gået ind i butikken og købt nogle varer.
Lige inden han gik ud af butikken igen, tog han den pose med, som han havde efterladt ved indgangen, og efterlod i stedet posen med de varer, som han netop havde købt. Butiksdetektiven fulgte efter manden hen til hans bil og fik ham tilbageholdt. Posen han havde i hånden var fyldt med chokolade, og i bilen lå der endnu en Netto-pose, der var fyldt med slik.
Da politiet ankom til stedet, kiggede betjentene butikkens videoovervågning igennem. Her kunne de se, at den 51-årige mand havde gået rundt i butikken og fyldt Netto-posen, med hvad der viste sig at være 65 plader chokolade.
Den 51-årige mand blev sigtet for butikstyveri, og erkendte at have stjålet chokoladen. Han erkendte også, at alt det slik, som butiksdetektiven havde fundet i bilen, var stjålet, men dog fra en anden Netto. Han fik herefter besked på, at han ikke længere var velkommen i Netto.
**
Sigtet for besiddelse af hash og to knive
Natten til tirsdag kl. 00.28 blev en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand opmærksom på en bil, som betjentene standsede for at foretage en rutinekontrol. I bilen sad fire personer, to kvinder og to mænd, og da der lugtede kraftigt af hash i bilen, blev de alle fire visiteret.
Den ene af mændene, der var 21 år, blev fundet i besiddelse en mindre mængde hash og blev derfor sigtet for narkobesiddelse. Den ene af kvinderne, der var 17 år, blev fundet i besiddelse af to ulovlige knive. Hun blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og da hun var under 18 år blev de sociale myndigheder orienteret om sagen.
**
Røg joint ved Godsbanen
Mandag kl. 13.24 var Østjyllands Politis specialpatrulje forbi Godsbanen i Aarhus, hvor betjentene spottede en mand, der stod og røg en joint foran en butik på Skovgaardsgade. Ved visitation af manden fandt betjentene en mindre mængde hash i hans bukselomme, og den 28-årige mand blev sigtet for narkobesiddelse.
**
Færdsel
Mandag kl. 11.15 skete der et færdselsuheld på Fasanvej i Grenaa. En 57-årig mandlig bilist kom kørende ad Fasanvej i nordlig retning. Bagved kørte en 75-årig mandlig bilist, der syntes, at bilen foran kørte meget langsomt og derfor begyndte at overhale. I samme øjeblik drejede den 57-årige mand til venstre, og der skete sammenstød mellem de to biler. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
Mandag kl. 15.37 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 35-årig mandlig bilist kom kørende ad Viborgvej i nordvestlig retning, da han, i forbindelse med køkørsel på stedet, påkørte en forankørende bil, der blev ført af en 40-årig mand. Påkørslen skete med lav hastighed, og der skete kun mindre materiel skade på de to biler.
Mandag kl. 18.05 skete der et færdselsuheld i krydset Søndre Ringgade/Skanderborgvej i Aarhus C. En 66-årig kvinde på en handicapscooter kørte over for rødt lys, hvorefter hun blev ramt af en lastbil, ført af en 43-årig mand, der var i færd med at svinge til højre for grøn svingpil. Kvinden havde dog nået at kastet sig af scooteren, så det kun var den, der blev ramt af lastbilen, og kvinden slap med mindre knubs. Hun blev sigtet for at have kørt frem for rødt lys.
Mandag kl. 18.53 blev en 47-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, brug af håndholdt mobiltelefon og for manglende agtpågivenhed, da han blev standset af en patrulje på Markedsgade i Grenaa.
**'