Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - tirsdag den 23. februar

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.00 i Retten i Aarhus en 25-årig mand, der sigtes for røveri mod person i egen bolig i Solbjerg fredag aften kl. 18.15 ved, sammen med flere andre personer, at være trængt ind hos en 25-årig mand, som de overfaldt med et jernrør, en stegepande og en peberspray, hvorefter de stjal en guldkæde og penge fra ham. 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. 

Mandag blev en 27-årig mand varetægtsfængslet i fire uger i samme sag. 


**

 

Fandt sine stjålne dæk og fælge i annonce

En 27-årig mand fra Skørping i Nordjylland opdagede mandag ved et tilfælde, at nogle af de dæk og fælge, han havde fået stjålet ved et indbrud i januar, nu var til salg på Facebook. 

Han foregav at være en interesseret køber og aftalte at mødes med sælgeren i Hammel for at se nærmere på dækkene. Bagefter kontaktede han Østjyllands Politi, og en patrulje tog kl. 13.00 med hen til sælgeren. 

På adressen i Hammel stod en 20-årig mand klar med varerne, og der var ganske rigtigt tale om den 27-åriges dæk og fælge. Det viste sig, at den 20-årige havde købt varerne af en jævnaldrende ven, der boede i nærheden, og ham tog patruljen derfor også på besøg hos. 

Dér fandt betjentene yderligere fire dæk og fælge, som også stammede fra indbruddet i Skørping. 

Manden, der opbevarede de andre dæk og fælge, forklarede, at han havde købt dem på nettet på et tidspunkt, men han nægtede at fortælle, hvem han havde købt dem af og sagde, at han havde slettet al korrespondance med sælgeren. 

Da det i første omgang ikke kunne bevises, at nogle af mændene stod bag indbruddet i Nordjylland, blev begge sigtet for hæleri. 

**

Anholdt efter tyveri af bil og iPad

En 36-årig mand fik mandag morgen omkring kl. 5.20 stjålet sin varevogn, mens den i et kort øjeblik stod efterladt i tomgang på Toldbodgade i Randers NØ. Den 36-årige nåede lige at se, at bilen køre fra stedet, og han ringede straks til politiet. 

I bilen lå en taske med en iPad, og den blev hurtigt sporet til Marielundsgade i Randers C. Her fandt en patrulje kort efter bilen efterladt, men gerningsmand og tasken med iPad’en var væk. 

I mellemtiden havde politiet fået nogle overvågningsbilleder af tyveriet, og en betjent genkendte med det samme gerningsmanden, som en 28-årig mand, der er kendt af politiet. 

Da iPad’en samtidigt kunne spores til et sted i nærheden af den 28-åriges adresse i Randers NØ, var sagen klar. 

En patrulje kørte til den 28-åriges adresse og en betjent, der dækkede bagindgangen til lejligheden, nåede lige at se en hånd smide en iPad ud gennem et vindue og ned på et græsareal. 

Den 28-årige blev anholdt inde i sin lejlighed, og under en ransagning fandt politiet både nøglen til bilen, og tasken, hvor iPad’en havde været. 

Den 28-årige blev sigtet for tyveri, og bil, taske og iPad blev leveret tilbage til ejermanden, efter betjentene havde sikret spor. 

**

 

Indbrud i lager med biludstyr

En bilforhandler i Risskov, opdagede mandag morgen, at ukendte gerningsmænd var brudt gennem porten på et lager på Ravnsøvej, hvor de havde stjålet dæk og fælge for flere hundredetusinde kroner. 

En patrulje kørte til stedet og sikrede spor fra indbruddet, som er sket på et tidspunkt mellem fredag aften kl. 17.30 og mandag morgen kl. 7.00. 

Har du set mistænkelige personer eller køretøjer omkring lageret i det pågældende tidspunkt, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**

 

76-årig mand sigtet efter fund af pistol

Nogle flyttemænd var mandag formiddag ved slæbe kasser og møbler ud af en lejlighed i Brabrand, da de pludseligt opdagede en pistol, som faldt på gulvet, mens de var ved at rykke en seng ud fra væggen. 

Politiet blev tilkaldt, og patruljen konstaterede, at der var tale om en ægte pistol af ældre årgang. 

Lejlighedens 76-årige beboer erkendte, at han havde opbevaret pistolen, som han havde haft liggende siden 1970’erne. 

Da han ikke havde tilladelse til at opbevare pistolen, blev han sigtet for ulovlig besiddelse af skydevåben. 

**

 

Mand snydt af lerfugle-sælger

En 58-årig mand anmeldte mandag, at han havde fået stjålet et armbåndsur og en mobiltelefon, efter han havde haft besøg af en mand i sin lejlighed i Tranbjerg. 

Den 58-årige forklarede, at den fremmede mand havde banket på søndag ved 21-tiden og havde tilbudt ham at købe nogle lerfugle, han havde med. 

Manden blev inviteret indenfor til en snak, og efter kort tid gik han igen. 

Først lidt senere opdagede den 58-årige, at hans armbåndsur og mobil var stjålet. 

Lerfugle-sælgeren beskrives som: 

Afrikansk af udseende, sort hudfarve
Ca. 55-60 år
Ca. 165-170 cm høj, spinkel
Kort, sort hår
Bar briller
Talte gebrokkent dansk og engelsk
Iført kort jakke

**

 

Bilist uden kørekort havde kniv i bilen

En 21-årig mand svingede mandag kl. 12.40 lige ud foran en politibil på Peter Sabroes Gade i Aarhus C. Patruljen besluttede at lave et tjek af bilisten og fik dirigeret bilen ind til siden. 

Et opslag i politiets systemer viste, at den 21-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da han virkede påvirket af stoffer, foretog betjentene en narkometertest, som indikerede, at den 21-årige havde narko i blodet. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. 

I bilen fandt patruljen en foldekniv, som kostede den 21-årige endnu en sigtelse. 

Den 24-årige mand, som ejer bilen, blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person uden førerret. 

**

 

Usamarbejdsvillig mand sigtet for sprit- og narkokørsel

En 33-årig mand var ikke videre samarbejdsvillig, da han natten til tirsdag kl. 2.05 blev standset i sin bil af en patrulje på Grenåvej i Risskov. Da betjentene bad om at se mandens kørekort, meddelte han kort, at han ikke havde det med sig, hvilket han blev sigtet for. 

Da den 33-årige virkede påvirket, bad betjentene ham blæse i et alkometer. Det nægtede manden, og han ville heller ikke deltage i en narkometertest. Han nægtede desuden at udtale sig om noget som helst til politiet. 

Han blev anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, og da et af dækkene på bilen var helt nedslidt, blev han også sigtet for det. 

En 30-årig mand, som sad på bagsædet i bilen, blev sigtet for ikke at have sele på under kørslen. 

På politistationen fik den 33-årige senere foretaget en blodprøve, som skal vise, om han var påvirket, mens han kørte bil. 

**

 

Patrulje opdagede mand med joint

En patrulje fik mandag kl. 21.15 øje på en bil, som holdt med lygterne tændt på en p-plads på Emma Gads Gade i Brabrand. Da betjentene gik hen for at se nærmere på bilen, så de en mand sidde og ryge en joint bag rattet. 

Betjentene fik kontakt med den 23-årige mand, som blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og både jointen og en pose med mindre mængde hash, som lå i bilen, blev beslaglagt. 

**

 

Indbrud i flere biler i Brabrand

Østjyllands Politi fik mandag kl. 23.44 en anmeldelse fra en kvinde, som havde opdaget, at nogen havde knust en rude i hendes bil, der holdt på en p-plads på Louisevej i Brabrand. 

En patrulje, der kørte til stedet, fandt ud af, at der havde været indbrud i yderligere to biler på samme p-plads. De tre biler havde fået knust en siderude, og handskerummene var gennemrodet. Det var mandag aften endnu uvist, om der var blevet stjålet noget fra bilerne. 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 13.30 skete der et færdselsuheld i krydset Elstedvej/Lille Elstedvej i Lystrup. En 37-årig kvinde kørte ad Lille Elstedvej og ud i krydset, hvor hendes bil blev ramt i siden af en bil ført af en 73-årig mand. Den 37-årige blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Hun blev efterfølgende sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Mandag kl. 13.48 blev en 63-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Platanvej i Randers NØ. Under en efterfølgende ransagning på mandens bopæl, fandt politiet en mindre mængde hash, som den 63-årige blev sigtet for at besidde. 

Mandag kl. 20.19 blev en 46-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Løgstørvej i Randers SV. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Dalvangen i Højbjerg begået mellem tirsdag d. 16/2 kl. 14.00 og søndag d. 21/2 kl. 10.00
På Tåstrupvej i Tåstrup ved Hinnerup begået mandag d. 22/2 mellem kl. 12.15 og 13.15
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi