Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - torsdag den 17. juni

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

 

**

 

Cyklende indbrudstyv stoppet af kantsten

Onsdag kl. 19.24 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et muligt igangværende indbrud på Møllegade i Aarhus C. Anmelderen kunne se en person, der tilsyneladende havde stjålet en dyr racercykel fra stedet og derefter var kørt ud af en port ved Vestergade.

Mandens signalement blev sendt rundt til patruljerne i nærheden, og kort tid efter spottede en patrulje på Carl Blochs Gade en cyklende mand, der passede på signalementet. Manden havde dog også ret travlt med at kigge efter patruljen, så han væltede over en kantsten, da han forsøgte at krydse vejen.

Betjentene fik herefter fat i den 30-årige mand, der blev sigtet for indbrud i lejlighed.

**

 

Kortegekørsel og afgivelse af skud var formentlig optagelser til en musikvideo

Onsdag ved 20.30-tiden modtog Østjyllands Politi flere anmeldelser om, at 5-6 køretøjer kørte i en form for kortege ved Nyringen i Risskov. Anmelderne havde bemærket, at flere personer stak op gennem soltaget og nærmest sad på taget af bilerne, og at en af dem sad med to pistollignende genstande i hænderne. Kort tid efter kom der en anmeldelse om, at der fra en af bilerne var blevet affyret skud op i luften gennem et åbent soltag.

Da patruljerne ankom til stedet, var køretøjerne væk, men området, hvor der skulle være afgivet skud, blev afspærret, mens der blev foretaget en gerningsstedsundersøgelse. Her blev det hurtigt slået fast, at der ikke havde været tale om skarpe skud, idet der blev fundet tre patronhylstre fra en signalpistol. Der blev også fundet flere printede pengesedler, der blev sikret til sagen.

På bagrund af gerningsstedsundersøgelserne og flere vidneafhøringer kunne det konstateres, at der efter al sandsynlighed havde været tale om optagelser til en musikvideo. Politiet arbejder nu videre med at finde frem til de personer, der deltog i optagelserne.

**

 

Farlig medicin i omløb

Onsdag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der i tidsrummet fra kl. 17.30 til kl. 19.00 havde været indbrud i en bil, der holdt parkeret i en parkeringskælder på Peter Sabroes Gade i Aarhus C. Fra bilen blev der stjålet en taske med forskellige former for anæstesimedicin, heriblandt Fentanyl, der kan være livsfarligt i de forkerte hænder.

Østjyllands Politi hører gerne fra personer, der kan have viden om, hvor medicinen er endt henne. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

 

Pige udsat for blufærdighedskrænkelse

Onsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en mor til en 7-årig pige, der ved 14.30-tiden var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse tæt på en legeplads ved C La Cours Skole i Randers.

Pigen havde været på vej tilbage til skolen, da hun på en asfaltsti ned til Sjællandsgade blev opmærksom på en mand, der havde trukket sine bukser ned og vist/rørt ved sit lem, mens han sagde nogle lyde. Moren havde efterfølgende forgæves at finde frem til manden.

Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set manden i området ved C La Cours Skolen onsdag eftermiddag. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.

**

 

Tændt stearinlys formentlig skyld i brand

Natten til torsdag kl. 02.04 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om brand i en ejendom på Nørregade i Laurbjerg ved Langå. Da patruljen ankom til stedet fik de kontakt med en 39-årig kvinde, der stod med en hund på armen.

Kvinden oplyste, at hun var beboer i huset, og at der ikke var nogen personer derinde. Hun oplyste desuden, at branden formentlig var startet, idet hun havde ladet et stearinlys stå tændt i vindueskarmen.

Kort efter ankom brandvæsnet og påbegyndte slukningsarbejdet. Branden medførte dog ret omfattende skader på huset. Den 39-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven ved at have efterladt et tændt stearinlys, hvilket formentlig har været årsag til branden.

**

 

Slagsbrødre endte i detentionen

Natten til torsdag kl. 00.58 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to personer var kommet i slagsmål på Brødregade i Randers C. Da politiet ankom til stedet, var slagsmålet overstået og begge parter, en 36-årig mand og en 31-årig mand, blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Under visitationen blev den 31-årige mand fundet i besiddelse af et jernrør og en kartoffelskræller, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

De to mænd bliver efterfølgende kørt til politigården i Randers, men den 36-årige mand var tilsyneladende ikke specielt interesseret i at tilbringe natten i et detentionsrum. Han gjorde kraftigt modstand, så betjentene til sidst måtte lægge ham ned på gulvet. I den forbindelse bed han den ene betjent i låret, og blev derfor også sigtet for vold mod polititjenestemand.

Det lykkedes at få ham indsat i et detentionsrum, men han var åbenbart ikke helt færdig med at ytre sin utilfredshed over situationen. Kort før kl. 02.00 ankom en læge til politigården for at foretage en lægeundersøgelse, og da den ene betjent åbnede døren til detentionsrummet, for at orientere den 36-årige mand om, at lægen er ankommet, blev han spyttet i hovedet. Det kostede den 36-årige mand endnu en sigtelse for vold mod polititjenestemand.

**

 

Vagter tilbageholdt to mænd, der endte med flere sigtelser

Onsdag kl. 16.17 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra nogle vagter, der havde tilbageholdt to personer på Østergade i Aarhus C. Den ene havde vagterne set løbe fra en bil, hvori der lå en kniv, og den anden var blevet taget i at stjæle parfumer fra Salling.

Butikstyven, en 29-årig mand, blev ved en visitation fundet i besiddelse af to uåbnede parfumer, en pose skunk og en kniv. Han blev derfor både sigtet for butikstyveri, narkobesiddelse og overtrædelse af knivloven.

Den anden, en 28-årig mand, blev fundet i besiddelse af nøglerne til bilen. Her blev der fundet et baseballbat og en fiskekniv. Den 28-årige mand blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

**

 

Mand skabte utryghed i Odder

Onsdag kl. 23.26 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand skabte utryghed på Torvet i Odder, idet han havde en truende adfærd og spyttede efter forbipasserende. Da patruljen ankom til stedet betjentene kontakt til en gruppe unge, der oplyste, at manden nu var gået mod letbanestationen.

Ved stationen fik betjentene kontakt til en 36-årig mand, der passede på signalementet, og gruppen af unge, der var gået efter betjentene, bekræftede, at de havde fat i den rigtige. På baggrund af de unges forklaringer blev den 36-årige mand anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

 

Sigtet for narkobesiddelse

Onsdag kl. 14.45 spottede et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje to personer, der kom gående ad Jægergårdsgade i Aarhus C. Betjentene havde mistanke om, at de to personer muligvis solgte hash, så de blev begge visiteret.

Den ene, en 27-årig mand, blev fundet i besiddelse af en mindre mængde skunk, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika. Den anden, en 18-årig mand, blev fundet i besiddelse af flere salgsposer med skunk, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

**

Færdsel

Onsdag kl. 08.43 skete der et færdselsuheld i rundkørslen ved Hjulbjergvej/Saralyst Allé i Højbjerg. En 63-årig mandlig bilist kom kørende ad Hjulbjergvej og kørte ind i rundkørslen ved Saralyst Allé. Da han kørte ud af rundkørslen igen, påkørte han en 38-årig kvindelig cyklist, der også var på vej rundt i rundkørslen. Den kvindelige cyklist faldt til jorden og slog sit hovedet, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Hun blev dog kørt til kontrol på skadestuen. Den 63-årige mandlige bilist blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Onsdag kl. 08.48 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus C. En bus, ført af en 57-årig kvinde, kom kørende ad Silkeborgvej og holdt for rødt lys for at krydse Vestre Ringgade. Da lyset skiftede til grønt og bussen kørte ud i krydset, blev den påkørt af en bil, ført af en 22-årig kvinde, der kom kørende ad Vestre Ringgade mod nord. Den 22-årige kvinde havde slået hovedet i forbindelse med sammenstødet og blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen. Hun var dog ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Onsdag kl. 14.04 skete der et mindre færdselsuheld i Åbyhøj. En 12-årig dreng havde leget med nogle kammerater på Bjarkesvej, hvor de havde skubbet lidt til hinanden. På et tidspunkt blev den 12-årige dreng skubbet ud på vejen, hvor en 49-årig kvindelig bilist i samme øjeblik kom kørende med lav hastighed. Bilen strejfede den 12-åriges ben, men han slap umiddelbart uden skader og kunne selv gå hjem efterfølgende.

Onsdag kl. 15.15 skete der et færdselsuheld i krydset Mariagervej/Langvangen i Randers NV. En 45-årig kvindelig bilist kom kørende ad Langvangen, og skulle dreje til højre ad Mariagervej, da hun overså en 29-årig kvindelig cyklist, der kom kørende ad Mariagervej. Cyklisten blev kørt til skadestuen, og den 45-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag kl. 17.57 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Janesvej i Brabrand.

Onsdag kl. 22.42 blev en 41-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel på Niels Juels Gade i Aarhus N.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Møllegade i Aarhus C begået onsdag den 16/6 kl. 19.24
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi