Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - torsdag den 22. april

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 11.00 en 28-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for tyveri ved onsdag kl. 13.13 at have stjålet en designertaske til en værdi af 14.000 kroner i en butik på Vestergade i Aarhus C. 

En ekspedient har forklaret til politiet, at hun opdagede, at manden tog tasken fra butikken, hvorefter han løb fra stedet. Ekspedienten tilkaldte vagterne, der løb efter manden, som satte sig op på en cykel og forsøgte at køre fra dem. Den 28-årige væltede dog kort efter, hvorefter han blev tilbageholdt af vagterne, og politiet blev tilkaldt. 

Den 28-årige har flere verserende sager om tyveri, og blev derfor fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Retten valgte at løslade manden, som dog fortsat er sigtet. 

** 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.00 en 39-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Manden, der er svensk statsborger, sigtes for tyveri ved at have stjålet en ring til en værdi af 72.000 kroner i en smykkebutik på Søndergade i Aarhus C. 

Den 39-årige kom onsdag omkring kl. 15.00 ind i butikken, og på endnu ukendt vis fik han fat i en nøgle til en af montrerne, hvorefter han ifølge flere vidner tog en ring, som han lagde i lommen. 

Ifølge ekspedienten opdagede hun mandens foretagende og råbte ham an, hvorefter han løb mod udgangen. 

En kvindelig kunde, som tilfældigvis er politibetjent, reagerede hurtigt og fik sammen med sin mand fanget og tilbageholdt manden. I mandens lommer lå nøglen til montren og den dyre ring, og han blev anholdt og sigtet for tyveri, da en patrulje kort efter kom til stedet. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 14.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 14.00 en 46-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Manden, der er rumænsk statsborger, sigtes for flere butikstyverier.  

En vagt i Kvickly på Ringvej Syd i Viby tilkaldte onsdag kl. kl. 15.45 politiet, da han havde tilbageholdt den 46-årige, som han havde set putte flere pakker med barberblade ind under jakken. 

Vagten stoppede den 46-årige på vej ud af butikken, og det viste sig, at han havde barberblade for lidt over 1000 kroner på sig. 

Manden blev anholdt og efterfølgende sigtet for flere andre lignende butikstyverier i supermarkeder i Jylland. 

**

Færdselskontrol i Aarhus Vest – 36 sigtede

Østjyllands Politi var onsdag aften på kontrol på vejene i det vestlige Aarhus. Det endte med, at i alt 36 bilister blev sigtet. 18 af dem fik et klip i kørekortet, mens tre fik en betinget frakendelse. 

De fleste blev sigtet for at køre for stærkt eller køre uden sele, men der var også flere, der kørte rundt med mobiltelefonen i hånden. 

En enkelt bilist blev taget i at køre bil, selvom han er frakendt kørekortet. Da det er sket flere gange inden for en kortere periode, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. En bil han i øvrigt havde købt 12 timer før, han blev standset. 

Sigtelserne fordelte sig på følgende vis: 
 
8 hastighed på Ringvejen. 7 klip + 1 til betinget frakendelse (126 km/t. mod tilladt 70 km/t.)
4 hastighed i tættere bebygget område. 3 klip + 1 betinget frakendelse.
1 hastighed på motorvejen til betinget frakendelse
12 x manglende sele.
5 x brug af mobiltelefon (klip)
1 x tæt kørsel motorvej.
1 x kørsel i frakendelsestiden 
1 x rødt lys (klip)
2 x ulovlig overhaling (klip)
8 x andre sager (fx ikke medbragt kørekort)

**

 

Flere knive beslaglagt – en mand anholdt

En patrulje fra Østjyllands Politi fik onsdag kl. 16.06 øje på fire maskerede mænd, der kørte rundt i en bil på St. Blichers Vej i Åbyhøj. Da mændene opdagede politiet, satte de farten op, og reagerede ikke på patruljebilens blink og udrykning. I krydset Dr. Holst Vej/Åby Ringvej kørte bilen over for rødt og var på et tidspunkt også kortvarigt oppe på fortovet. 

På Gudrunsvej i Brabrand holdt mændene ind og løb fra bilen til fods. Den ene, en 25-årig mand, blev anholdt. Det lykkedes ikke i første omgang at få fat i de tre andre mænd. 

Under visitationen af den 25-årige fandt betjentene en peberspray i hans lomme og nogle poser med hash og kokain. I og omkring den efterladte bil lå der seks knive og en peberspray, som blev beslaglagt. 

Den 25-årige er foreløbigt sigtet for overtrædelse af våbenloven og besiddelse af euforiserende stoffer. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til de andre mænd, og hvad årsagen til mændene maskering og opførsel var.

**

 

Narkohund fandt stoffer i lejlighed

Østjyllands Politis specialpatrulje fik onsdag kl. 11.13 assistance af en narkohund, da de besøgte en adresse i Højbjerg, hvor de havde mistanke om, at der var stoffer. 

Da betjentene kom frem, kunne de med det samme lugte hash, og den 25-årige beboer på stedet viste frivilligt en klump hash frem, som han blev sigtet for at besidde. 

Patruljen tænkte dog, at der kunne være mere at komme efter, og lejligheden blev derfor ransaget. Narkohunden fik hurtigt fært flere forskellige steder, og det endte med, at der blev beslaglagt flere salgsposer med både kokain og hash. 

Den 25-årige endte derfor med at blive sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Tre personer anholdt: Indtog lattergas og lavede uro

En utryg borger ringede natten til torsdag kl. 1.36 og fortalte, at en gruppe unge mænd indhalerede lattergas og stod og råbte og skabte uro på en p-plads på Haslevej i Åbyhøj. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en gruppe på omkring 10 personer, som stadig var i gang med at indtage lattergas. Mændene var meget højlydte og råbte også af politiet. En 21-årig mand stillede sig hen foran betjentene og gjorde tegn til, at han ville slås. Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

To andre mænd på 18 og 21 år blev trods gentagning formaninger ved med at råbe højlydt, og de blev derfor også begge anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

Til sidst valgte resten af gruppen at dæmpe sig og forlade stedet. 

**

Motorcyklist uden kørekort løb i armene på betjent

Onsdag kl. 17.56 blev en 20-årig mandlig motorcyklist sigtet for kørsel uden førerret, manglende brug af styrthjelm og for ikke at efterkomme politiets anvisninger. 

En patrulje opdagede den 20-årige, da han kørte rundt på Nordre Ringgade i Aarhus N, men motorcyklisten standsede ikke, selvom betjentene satte blink og udrykning til. I stedet satte han farten op og forsøgte at køre fra politiet. 

Lidt længere fremme af vejen smed han motorcyklen og fortsatte flugten til fods med en betjent i hælene. På Provst Balles Vej løb han dog lige ind i en anden betjent, der var kommet til fra den anden side. Han blev derefter anholdt og sigtet.  

**

 

Thailandsk kvinde sigtet for ulovligt ophold 

Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager var onsdag kl. 19.20 på kontrol på en adresse i Randers C, hvor de traf en 45-årige thailandsk kvinde, der arbejder som prostitueret. 

Kvinden havde ikke noget gyldigt visum og blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt ophold i landet. 

Hun kan nu tilbageholdes på udlændingeloven i 3 X 24 timer, mens hendes sag bliver forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om kvinden kan udvises. 

**

 

Butikstyv havde kniv og hash på sig

En 20-årig mand blev onsdag kl. 20.06 tilbageholdt af en vagt i Elgiganten på Anelystparken i Tilst. Vagten opdagede, at manden var på vej ud af butikken med en trådløs opladermåtte, som der ikke var betalt for. 

Det viste sig, at manden ud over opladermåtten også havde en kniv og en mindre mængde hash i lommen. 

Da politiet kom frem, blev han derfor sigtet for tyveri, besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 14.02 skete der et færdselsuheld på Europaplads i Aarhus. En 89-årig mandlig bilist ramte ind i en 32-årig mand, der var ved at krydse vejen via et fodgængerfelt. Efterfølgende ramte den 89-årige også ind i en bil ført af en 47-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 15.06 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Grøndalsvej i Viby. En 24-årig kvindelig bilist ramte ind i en bil ført af en 57-årig mand. Ved sammenstødet snurrede den 57-åriges bil rundt og ramte ind i et vejskilt. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 17.01 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 47-årig mandlig lastbilchauffør ramte ved en sammenfletning ind i en bil ført af en 23-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 17.20 blev en 29-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Hobrovej i Randers C. Da det ved tredje gang inden for kort tid, at han blev taget i at køre bil, på trods af at han ikke har noget kørekort, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 29-årige mand fik desuden en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd, da han undervejs kaldte de to betjente diverse skældsord. 

Onsdag kl. 18.34 skete der et færdselsuheld på en p-plads på Holmstrupgårdvej i Brabrand. En færdselsbetjent i en civil patruljebil havde dirigeret en 72-årig mandlig bilist ind på pladsen, da han havde kørt uden sele. Betjenten parkerede bag ved den 72-årige, der overså patruljebilen, da han ville bakke ind i en bås bagved. Sammenstødet skete i lav fart, og der skete kun mindre materiel skade. Den 72-årige fik ud over sigtelsen for den manglende sele også en sigtelse for at ikke at have være opmærksom, da han bakkede. 

Onsdag kl. 18.35 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestergrave i Randers C. 

Onsdag kl. 20.21 blev en 17-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Majdalen i Aarhus V. Bilens 45-årige kvindelige ejer blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort. 


**

Indbrud 

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi