Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - torsdag den 24. juni

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 10.15

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.15 en 22-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for i seks tilfælde i april og maj at have bedraget folk, som købte varer af ham via Facebook og DBA.dk, men som aldrig modtog varerne.

De fem af gangene var det ifølge sigtelsen en Playstation, som den 22-årige fik mellem 3000-4000 kroner for, selvom han reelt ikke havde varen. Derudover lokkede han også en mand til at overføre et depositum på 3000 kroner for en hund, som han påstod, han havde til salg. I alle tilfælde fik han køberne til at lave en hurtig overførsel til en konto, hvorefter han stoppede kontakten med dem.

Den 22-årige blev løsladt i januar efter at have afsonet en dom for flere tilfælde af bedrageri, der er foregået på lignende vis.

Det var politiets landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK), der samlede anmeldelserne og overdrog sagen til Østjyllands Politis afdeling for Økonomisk Kriminalitet, som onsdag anholdt den 22-årige mand på hans adresse i Randers. Den videre efterforskning skal nu vise, om den 22-årige står bag flere bedrageriforhold.

**

 

Kørte rundt med bilen fuld af tyvekoster

Onsdag kl. 09.19 fik Fakta på Fuglehegnet i Skødstrup besøg af to butikstyve. Den ene af dem forsøgte at distrahere en kassemedarbejder, mens den anden fyldte to kurve med varer og passerede kasselinjen uden at betale. De to mænd løb herefter ud til en varebil, som de smed de stjålne varer ind i, hvorefter de kørte fra stedet.

Kort efter fik politiet en henvendelse fra en ejer af et udlejningsfirma, der havde fået oplyst, at en af hans udlejningsbiler holdt ved Bakketoften, hvor to personer var i færd med at afmontere klistermærkerne med udlejningsfirmaets navn på.

Der blev sendt en patrulje til stedet, der spottede varebilen på vej væk fra et autoværksted. Betjentene kunne genkende føreren af bilen som værende én af de to butikstyve, som de kort forinden havde set på butikkens videoovervågning.

Bilen blev standset, og den 48-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Han blev også sigtet for narkokørsel og for overtrædelse af knivloven, da han under visitationen blev fundet i besiddelse af to knivblade. Han blev også fundet i besiddelse af en bilnøgle til en anden bil, end den han kørte i.

Kort efter kom den anden mand, som betjentene også kunne genkende fra videoovervågningen, gående ud fra autoværkstedet. Den 40-årige mand blev også sigtet for butikstyveri. Han blev desuden fundet i besiddelse af flere bilnøgler, som han ikke kunne forklare hvor kom fra.

I samme øjeblik kom en medarbejder fra autoværkstedet og fortalte, at han netop havde set de to anholdte inde på værkstedet, og at han nu manglede en bilnøgle. Det viste sig, at de to mænd havde stjålet bilnøgler fra fire biler på autoværkstedet, og de blev derfor også begge sigtet for forsøg på brugstyveri.

Varebilen, som de to mænd var kørt i, var fuld af diverse tyvekoster, og var desuden også meldt stjålet af udlejningsfirmaet. Begge mænd blev derfor også sigtet for brugstyveri af varebilen og for tyveri af alt fra kød, blomster og gødning til havemøbler, cykler og elektronik fra forskellige forretninger i Aarhus-området og i Odense.

**

 

Køber og sælger begge sigtet for narkohandel

Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje havde via en efterforskning fundet frem til, at der var foregået en mindre narkohandel mellem to personer i Aarhus. Onsdag kl. 12.45 bankede betjentene derfor på hos ham, der var mistænkt for at have købt kokain og MDMA, en 33-årig mand med adresse i det centrale Aarhus. Da den 33-årige åbnede døren, blev han sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og han erkendte at have købt narkotika.

En halv time senere var det så den 33-årige formodede sælger, der fik besøg af betjentene på sin bopæl i det centrale Aarhus. Han nægtede dog ethvert kendskab til salg af narkotika, men blev alligevel sigtet for det. Han blev også sigtet for besiddelse af narkotika, da betjentene fandt en pose med ketamin på hans stuebord.

**

 

Stjal skrabelodder i 7-Eleven

Onsdag kl. 07.28 kom en mand ind i 7-Eleven på Havkærvej i Tilst, hvor han, ifølge ekspedienten, opholdt sig noget længere end den gennemsnitlige kunde. På et tidspunkt henvendte manden sig til ekspedienten og stillende hende et spørgsmål om Oddset, som hun ikke kunne svare på.

Derefter gik han ned til Oddset-bordet bagest i lokalet, for kort efter at vende tilbage til kassen og betale for en Oddset-kupon. Da han havde betalt, gik han direkte om bag disken, hvor han tog en bunke skrabelodder, mens han sagde til ekspedienten, at hun ikke skulle foretage sig noget. Herefter gik han ud af butikken igen med skrabelodderne i hånden.

På baggrund af den foreløbige efterforskning i sagen, har Østjyllands Politi en formodning om, hvem gerningsmanden er.

**

 

Stjal parfumer i Matas

Onsdag kl. 15.00 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Matas på Søndergade i Aarhus, hvor medarbejderne havde forsøgt at tilbageholde en butikstyv, der havde stjålet flere parfumer fra butikken. Da politiet ankom til stedet, blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for butikstyveri.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 06.30 skete der et færdselsuheld i krydset Hadsundvej/Tjørnegårdsvej i Stouby, Gjerlev J. En 59-årig mandlig bilist kom kørende ad Tjørnegårdsvej og kørte frem for ubetinget vigepligt i krydset ved Hadsundvej, hvor han kørte sammen med en anden bil, der blev ført af en 50-årig mand. Der skete betydelig materiel skade ved sammenstødet, men umiddelbart ingen personskade. Den 59-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Onsdag kl. 14.11 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N. En 38-årig kvindelig bilist kom kørende ad Paludan-Müllersvej og ville overhale en knallert, ført af en 78-årig mand, men det endte med at bilen og knallerten kørte sammen, så knallerten væltede. Knallertføreren kom til skade og blev kørt til behandling på hospitalet. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, da det viste sig, at han ikke havde noget gyldigt kørekort.

Onsdag kl. 15.20 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 14-årig dreng kom cyklende ad Viborgvej, da en bil, ført af en 19-årig mand, pludselig svingede ind foran ham, så han ikke kunne undgå at køre ind i bilen. Det lykkede dog cyklisten at undgå at vælte, og han kom derfor ikke noget til som følge af sammenstødet.

Onsdag kl. 16.19 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 47-årig mandlig bilist kom kørende på motorvejen i sydgående retning, da han påkørt en forankørende bil, ført af en 65-årig mand, da han ikke havde set at denne bremsede ned. Efterfølgende kom en tredje bil, ført af en 53-årig mand, der heller ikke nåede at bremse ned. I forbindelse med oprydningsarbejdet blev den ene vognbane spærret frem til kl. ca. 17.10, hvor der igen kunne åbnes helt op. Ingen personer kom umiddelbart til skade som følge af uheldet. Den 47-årige mand og den 53-årige mand blev begge sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand.

Onsdag kl. 18.31 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Enghøj Allé i Randers NV. Bilens 18-årig mandlige passager blev også sigtet for besiddelse af narkotika.

Onsdag kl. 18.42 blev en 74-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Kystvejen i Lyngsbæk, Ebeltoft.

Onsdag kl. 21.14 blev en 32-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Nørre Boulevard i Randers C.

Torsdag morgen kl. 06.53 skete der et færdselsuheld på Standvejen ved rundkørslen i Fjellerup, Glesborg. En 48-årig kvindelig bilist kom kørende ad Kastbjergvej og skulle rundt i rundkørslen, da hun påkørte en 39-årig kvindelig cyklist, der kom kørende ad Standvejen. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 48-årige bilist blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi