Prognoser for vindforholdene mandag viser, at røgen fra branden på Studstrupværket umiddelbart vil blæse ud over Aarhus-bugten og ind over det sydlige Djursland.
Der vil fortsat være en lang række borgere, der vil opleve lugtgener fra branden, men på nuværende tidspunkt er forventningen, at borgerne ikke vil blive ramt af kraftig røg i løbet af mandag.
Sundhedsmyndighederne vurderer, at der p.t. ikke er nogen sundhedsrisiko, men at særligt borgere med hjertekar- og lungesygdomme skal være opmærksomme på ikke at opholde sig i kraftig røg.
Følg myndighedernes kommunikation
Myndighederne holder løbende øje med vindretningen og røgudviklingen, og der kan komme nye anbefalinger, hvis situationen ændrer sig.
Slukningen af branden går planmæssigt, men det er stadig forventningen, at der vil gå flere dage, inden branden er slukket.
Borgerne opfordres til løbende at holde sig orienteret om branden og myndighedernes anbefalinger på politi.dk, Østjyllands Politis Twitter-profil og på aarhus.dk