En 30-årig mand vil torsdag kl. 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han blev onsdag aften anholdt og sigtet for indbrud i en villa på Helgesvej i Åbyhøj, hvor han blev fanget på fersk gerning.
En opmærksom nabo bemærkede omkring kl. 18.00, at lyset i indkørslen tændte, og kort efter så han en person snige sig rundt i haven. Da naboen vidste, at husejeren ikke var hjemme, kontaktede han hurtigt politiet, som ankom få minutter efter.
Patruljen observerede en mand inde i huset, og da han forsøgte at flygte, blev han anholdt og sigtet for indbrud.
Han vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Ud over indbruddet onsdag, sigtes han for tre yderligere indbrud begået tidligere på året.
I denne mørke tid er det vigtigt at gøre det svært for indbrudstyve og samarbejde med dine naboer for at forhindre indbrud i jeres område.
Her er nogle gode forebyggende råd: Brug timerstyring på dit indendørs lys, brug sensorstyret lys udenfor, som tænder når nogen går forbi, brug Nabohjælp og lav en god aftale med naboerne om at holde øje, ring 112 hvis du ser nogen i færd med at bryde ind.