Politiet efterforsker sag om trusler og vold på skole i Aarhus N

Profilbillede
dato

Østjyllands Politi efterforsker p.t. en episode, hvor 4-5 unge mænd fredag formiddag kom ind på Katrinebjergskolen i Aarhus N og truede nogle elever med kniv og udsatte dem for vold. Umiddelbart er to elever blevet truet, mens to er blevet skubbet, slået eller sparket, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade. <br>

Gerningsmændene stak af fra stedet, men Østjyllands Politi har en god formodning, hvem de er, og er i fuld gang med at lede efter dem. 

”Det tyder på, at gerningsmændene har en uoverensstemmelse med en elev, som de ville i kontakt med, og det ender med trusler og vold. Der er umiddelbart tale om meget unge gerningsmænd, og formentligt er der altså tale om en personlig konflikt. Det er dog for tidligt at sige noget mere om motivet, og hvad der præcist er sket. Vi har efterforsket sagen intensivt og vi har iværksat en fremadrettet efterforskning for hurtigst muligt at foretage anholdelse af gerningsmændene,” siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby. 

 

Informationsmøde og mobil politistation

Anmeldelsen kom kl. 09.43, og i løbet af dagen har Østjyllands Politi efterforsket sagen og været i tæt dialog med skolen og Aarhus Kommune om krisehåndteringen det videre forebyggende arbejde. 

”Vi hjælper med råd og vejledning i forhold til håndteringen af de elever og medarbejdere, der har oplevet den her voldsomme episode. Det er naturligvis en sag, der skaber stor utryghed, og det er en sag, vi prioriterer højt, og vi gør, alt hvad vi kan for hurtigst muligt at få fat i gerningsmændene,” siger Thomas Schouby. 

Østjyllands Politi og Aarhus Kommune afholdt fredag eftermiddag et informationsmøde for forældrene, som blev orienteret om sagen og det videre forløb og forebyggende arbejde i forhold til eleverne.  

Mandag vil politiets mobile politistation stå ved skolen, hvor børn og voksne kan få en snak med de fremmødte betjente. 

 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi