Rejste ind i landet trods forbud – idømt 1 års fængsel

Profilbillede
dato

Det kostede en 24-årig mand et års fængsel, at han tidligere på året overtrådte sit indrejseforbud og tog til Danmark. Han endte med at blive anholdt på gaden i Aarhus, og nu venter der fængselsstraf og udvisning på ny.

Natten til den 13. maj foretog en patrulje i Aarhus C et rutinetjek af en bil med flere passagerer, og da betjentene ville snakke med den 24-årige, løb han fra stedet. Han endte dog med at blive anholdt, og det viste sig, at han i 2020 var blevet dømt i en voldssag, hvor han var blevet udvist med et indrejseforbud, der gælder frem til slutningen af 2028. 

Den 24-årige, der er statsløs palæstinenser med bopæl i Sverige, har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet, og fredag faldt dommen så i Retten i Aarhus, hvor han erkendte at have rejst ind i landet i strid med indrejseforbuddet.

 

Indrejseforbud i seks år

Retten idømte ham et års fængsel, og han blev endnu en gang udvist med et indrejseforbud på seks år. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. 

”Retten har med dommen sendt et klar signal om, at den ser strengt på overtrædelse af indrejseforbuddet, og at det er forbundet med en vis risiko, hvis man vælger at ignorere et forbud om at rejse ind i landet, ” siger specialanklager Jakob Beyer. 

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi