Tidligt torsdag morgen rettede en patrulje fra Østjyllands Politi henvendelse på en adresse i Risskov. Betjentene bankede på døren omkring kl. 06.33 og blev mødt af en kraftig lugt af hash. En 42-årig mandlig beboer åbnede døren, og politiet foretog en ransagning af stedet.
Under ransagningen fandt politiet mere end 100 gram heroin, nogle få gram kokain, og rester fra skunk. Derudover blev der fundet flere titusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af heroin. Alt narko og kontanterne blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion.
Den 42-årige mand blev sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg og blev anholdt. Han blev taget med på stationen til afhøring og blev løsladt senere på eftermiddagen.
Kilde: Østjyllands Politi