Onsdag ved middagstid modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en mand, der tiggede penge fra forbipasserende på strøget i Aarhus. Manden, der opholdt sig på Ryesgade lige syd for Rosenkrantzgade, havde et skilt foran sig og tiggede penge.
Politiet sendte en patrulje til stedet, hvor de identificerede manden som en 22-årig rumænsk statsborger. Da betleri er ulovligt i Danmark, blev han anholdt og sigtet for betleri. Efter et par timer blev han løsladt, men han er indkaldt til et retsmøde ved Retten i Aarhus senere på efteråret.
Manden er tiltalt for at have overtrådt straffeloven under skærpende omstændigheder, og der vil blive nedlagt påstand om en advarsel om udvisning i henhold til udlændingeloven.
Kilde: Østjyllands Politi