Østjyllands Politi fik mandag kl. 09.20 en anmeldelse om, at en mand skabte uro og utryghed omkring Banegårdspladsen i Aarhus C. En patrulje var kort efter på stedet, hvor de traf en gruppe på fem personer, der opholdt sig på gaden.
Den ene, en 60-årig mand, virkede beruset og råbte efter tilfældige forbipasserende, og da betjentene bad ham om at dæmpe sig, råbte han i stedet skældsord efter dem. Han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Senere samme dag kl. 19.03 fik politiet en anmeldelse fra samme område, hvor en mindre gruppe personer havde forsamlet sig på gaden ud foran en butik. Personerne havde sad og drak alkohol og var meget højlydte og skabte utryghed.
Da en patrulje kom og bad dem forlade stedet, efterkom de alle politiets anvisninger – næsten. Undtagen en 47-årig mand, der nægtede at lytte til betjentene og erklærede, at han ikke havde tænkt sig at dæmpe sig eller forlade området. Han fik derfor et lift til politistationen – og en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden.
**
Skabte utryghed og blev anholdt
Kilde: Østjyllands Politi