Østjyllands Politi beslaglagde natten til mandag mange kilo fyrværkeri fra en stjålet varevogn, der blev standset på Tilst Skolevej i Tilst. En 17-årig ung mand kørte rundt i varevognen, som blev meldt stjålet lørdag fra en adresse i Aarhus N.
Politiet standsede bilen kl. 02.46 og fandt adskillige kasser med fyrværkeri bag i bilen. Mængden blev opgjort til lidt over 100 kilo krudt (NEM - Netto Eksplosiv Mængde). Selvom fyrværkeriet er lovligt, er det ulovligt at opbevare eller transportere mere end 5 kilo krudt.
Den 17-årige fører blev anholdt og sigtet for biltyveri, kørsel uden førerret, samt efter fyrværkeriloven og for ulovlig transport af farligt gods. Østjyllands Politi mistænker, at fyrværkeriet kan være stjålet, og efterforsker sagen nærmere.
Da den anholdte er under 18 år, blev hans forældre og de sociale myndigheder underrettet.