Trafikken bliver påvirket af stor fodboldfest i Aarhus

Profilbillede
dato

Lørdag aften spiller det danske herrelandshold i fodbold ottendedelsfinale i europamesterskabet, hvor de i Dortmund møder værtsnationen fra Tyskland. På havnen i Aarhus C vil der endnu en gang være opsat storskærm og indbudt til fodboldfest, og i den forbindelse vil trafikken blive påvirket i eftermiddags- og aftentimerne.

Østjyllands Politi har i samarbejde med Aarhus Kommune besluttet, at der igen lørdag eftermiddag og aften vil blive lukket for trafikken foran Havnefronten i Aarhus C, når Danmark spiller fodboldkamp mod Tyskland.

 

Afspærringen vil være gældende fra kl. 18.00 til kl. 00.00 og vil i modsætning til tidligere også gælde for al busdrift efter aftale med Midttrafik.

 

Årsagen til, at der spærres for trafikken, er, at der på Havnefronten ved Herman Sallings Plads i Aarhus C er opsat en storskærm, hvor der til Danmarks forudgående kampe i europamesterskabet har været mange tusinde mennesker samlet på stedet.

 

Lørdagens kamp, der starter kl. 21.00, forventes også at tiltrække langt flere end de 10.000 mennesker, der er plads til på den aflukkede plads – så for at undgå, at der opstår eventuelle farlige situationer i området uden for pladsen, spærres trafikken igen.

 

”Vi har set, at der har været ekstremt stor opbakning til det danske landshold og storskærmsarrangementet på havnen i Aarhus, og derfor har vi igen valgt at lukke for trafikken, så folk kan færdes sikkert til og fra fodboldfesten. Vi gør det ud fra et præventivt hensyn, så alle kan få en god og tryg fodboldfest,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

 

Afspærringerne gælder også for busser

I modsætning til afspærringen tirsdag, hvor knap 18.000 mennesker var samlet på og uden for pladsen, vil der både før og efter lørdagens kamp også på strækningen været spærret for busser, så disse vil køre med omlagte ruter i det tidsrum, hvor afspærringerne er gældende.

 

”Vi har løbende været i dialog med Aarhus Kommune og vores øvrige samarbejdspartnere for at vurdere, hvad vi kan gøre for at øge sikkerheden, og derfor har vi i samarbejde med Midttrafik vurderet, at det er bedst at omlægge busruterne i et kortere tidsrum,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

 

Afspærringen vil være gældende på Skolebakken og Kystvejen mellem Skolegyde og Navitas fra omkring kl. 18.00 til kl. 00.00 – alt efter behovet. Østjyllands Politi opfordrer til, at man finder alternative ruter og beklager de midlertidige gener, det måtte medføre for trafikanterne og beboerne i området.

 

Foruden de trafikale afspærringer på strækningen har Letbanen også omlagt sine køreplaner, og Letbanen vil således ikke køre på strækningen langs Havnefronten lørdag aften. Du kan holde dig opdateret om køretiderne hos Midttrafik eller via Rejseplanen.

 

Redningskøretøjer vil stadig kunne komme ind på området i det omfang, det måtte blive nødvendigt – og Østjyllands Politi vil også være til stede i området gennem hele lørdagsarrangementet.

 

Østjyllands Politi vil igen benytte anledningen til at opfordre de mange deltagende fodboldgæster om at passe godt på hinanden og acceptere, når pladsen bliver fyldt, og der ikke kan lukkes flere mennesker ind på Havnefronten. Undgå desuden at kravle op på eksempelvis Letbaneskurene for at kunne se med på storskærmen, da det kan være forbundet med stor fare.

 

Læs mere om storskærmsarrangementet på havnen på Aarhus Kommunes hjemmeside her: https://aarhusevents.dk/nyt/fodboldfest-paa-havnefronten

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi