Tre mænd tiltalt for røveri mod 16-årig dreng

Profilbillede
dato

Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi har tiltalt tre mænd for røveri og ulovlig tvang ved efter en Superliga-kamp i Aarhus at have tvunget en 16-årig dreng til at udlevere sin fodboldtrøje.

Ifølge tiltalen fandt røveriet sted den 17. september på Frederiks Allé kort efter en kamp mellem AGF-AaB. Her blev den 16-årige og nogle af hans venner konfronteret på gaden af en gruppe mænd – heriblandt de tre mænd på 22, 24 og 25 år, der nu er tiltalt. 

Mændene omringede ifølge anklageskriftet den 16-årige og truede ham med vold, hvis han ikke tog sin AaB-trøje af og gav den til dem. 

De to mænd på 24 og 25 år er desuden tiltalt for ulovlig tvang ved at have truet to af den 16-åriges venner, da de ville til at filme episoden med deres mobiltelefoner. En af vennerne nåede at filme en kort bid af hændelsen, men han blev ifølge tiltalen truet til at slette videoen igen. 

 

Flere anholdt i sagen 

Kort efter røveriet blev Østjyllands Politi bekendt med en video på nettet, der viste nogle mænd i AGF-tøj gå rundt med en AaB-trøje i hånden, og det fik politiet til at undersøge, om der lå en kriminel handling bag. 

Efterforskningen ledte politiet frem til den 16-årige forurettede, og senere blev seks mænd sigtet i sagen, hvoraf fire blev varetægtsfængslet. Alle fire er nu løsladt, og anklagemyndigheden vurderede altså, at der skulle rejses tiltale mod tre af de sigtede. 

”Efterforskerne har foretaget en række afhøringer og gennemgået en del videomateriale, og det er på den baggrund, at vi har vurderet, at der var grundlag for at tiltale tre af mændene for sammen med flere p.t. ukendte gerningsmænd at have stået bag røveriet, ” siger anklagerfuldmægtig Sara Hyltoft.    

Sagen er endnu ikke berammet i retten.  

Anklagemyndigheden i Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, før den har været for retten. 
 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi