Mandag aften kl. 19.54 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en passager i en bil på Bispehavevej i Aarhus V truede med en pistollignende genstand og muligvis havde afgivet skud. Flere patruljer blev sendt til stedet.
Politiet fandt fire mænd i den mistænkte bil, og alle blev anholdt. Bilen blev ransaget, men der blev ikke fundet noget skydevåben. Området blev også afsøgt med politihunde, men det lykkedes ikke at finde spor efter skud. Østjyllands Politi formoder, at der var tale om en gaspistol.
En 25-årig mand blev sigtet for trusler på livet, da han er mistænkt for at have haft pistolen i hånden. Desuden blev en 22-årig mand sigtet for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand, efter han råbte ukvemsord efter betjentene. En gruppe personer på stedet udtrykte utilfredshed med politiets indgriben.