Østjyllands Politi har opsat flere tryghedskameraer i politikredsen, hvilket onsdag aften resulterede i flere anholdelser i Aarhus. Betjentene i vagtcentralen kunne følge med i overvågningen og opdagede omkring kl. 22.45 nogle mistænkelige unge mænd på Lille Torv i Aarhus.
Politifolkene kontaktede kolleger på patrulje, som tog kontakt til fire unge mænd i alderen 16-19 år. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at en 18-årig mand havde en kniv på sig, en 19-årig havde en machete og en klump hash, en 16-årig havde en peberspray i lommen, og en 17-årig havde både en peberspray og en kniv med sig.
Alle våbnene blev beslaglagt, og de fire unge blev sigtet for besiddelsen af de ulovlige genstande.
Kilde: Østjyllands Politi