Uautoriserede taxaer i Aarhus: Unge mænd frarøves kreditkort og tusindvis af kroner

Profilbillede
dato

To mænd mistede deres kreditkort i en uautoriseret taxa. Østjyllands Politi har i de seneste weekender modtaget flere anmeldelser fra unge mænd, der har mistet deres kreditkort efter at have benyttet en uautoriseret taxa til at komme hjem fra byen.

Søndag blev der igen registreret et par sager. En 23-årig mand fortalte, at han natten til søndag havde taget et billigt lift hjem fra Aarhus' natteliv.

Han blev bedt om at betale med sit kreditkort i en terminal i bilen, og da han ikke kunne få kortet til at fungere, tog chaufføren selv kortet og forsøgte at bruge det. Imens blev den 23-årige distraheret af en passager, der sad på bagsædet, og i forvirringen bemærkede han ikke, at kreditkortet var blevet stjålet, og at mændene havde afluret hans kode. '

Først senere søndag opdagede han, at han var blevet bestjålet, og at der var hævet en del tusinde kroner på kortet.

En lignende oplevelse havde en 29-årig mand natten til fredag, da han fik et lift af en uautoriseret taxa fra Aarhus Midtby. Han mistede også sit kreditkort, hvorefter der blev hævet flere tusinde kroner på det. Søndag modtog Østjyllands Politi anmeldelsen om tyveriet.

Østjyllands Politi opfordrer endnu en gang til, at man holder sig langt væk fra uautoriserede taxaer og benytter sig af autoriserede taxaer, offentlig transport eller et lift fra en, man kender.

Kilde: Politiets Døgnrapport