Tirsdag aften kl. 19.16 modtog politiet en anmeldelse fra en borger, der kørte bag en slingrende bil på Søndre Ringgade i Aarhus C. Borgeren mistænkte, at føreren var påvirket og fulgte efter bilen i nogle minutter, indtil en politipatrulje nåede frem og standsede køretøjet.
Føreren af bilen, en 25-årig mand, virkede påvirket af stoffer og blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Ved en nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet salgsposer med hash, en mindre mængde kokain samt nogle hundrede kroner i kontanter. Manden blev yderligere sigtet for narkosalg.
Anmelderen blev rost af politiet for sin årvågenhed og hjælp i sagen.