Lørdag aften kl. 21.13 blev en voldsepisode anmeldt ved Banegårdspladsen i Aarhus. To mænd havde været oppe at skændes, hvilket eskalerede, da den ene mand skubbede den anden omkuld og slog ham flere gange i hovedet. Gerningsmanden forlod efterfølgende stedet på en cykel.
Politiet og en ambulance ankom hurtigt til stedet, hvor den forurettede blev fundet bevidstløs. Patruljen afhørte vidner, og et signalement af gerningsmanden blev sendt ud til øvrige patruljer.
Allerede kl. 21.30 blev gerningsmanden anholdt på Jægergårdsgade. Ved anholdelsen blev han fundet i besiddelse af et kanonslag og blev derfor også sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Manden er her til morgen blevet afhørt til forholdene og er nu løsladt igen.