Natten til mandag kl. 03.56 blev en ung mandlig bilist standset af en patrulje fra Østjyllands Politi i Aarhus C. Betjentene havde fattet mistanke til bilisten, da han kørte imod dem på Spanien og derefter fortsatte ned ad en ensrettet gade i den forkerte retning.
Efter at have vendt patruljebilen fulgte politiet efter den unge bilist og fik ham standset. Ved kontrol viste det sig, at bilisten var 16 år gammel og uden kørekort. Han blev derfor sigtet for at køre mod kørselsretningen og for kørsel uden førerret.
Bilen, som den 16-årige kørte, var en udlejningsbil lejet af en 20-årig kvinde, der havde givet nøglerne til den unge mand. Den 20-årige kvinde blev derfor sigtet for at have overladt en bil til en person uden kørekort.
De sociale myndigheder samt drengens forældre blev underrettet om hændelsen.