Torsdag eftermiddag omkring kl. 17.30 bemærkede en patrulje en 21-årig mand, der fingererede ved et hulrum bag en markise på en parkeringsplads på Ryhavevej i Aarhus V. Betjentene besluttede at undersøge situationen nærmere, men den 21-årige forsøgte hurtigt at forlade stedet.
Mens en betjent undersøgte markisen, tog andre betjente kontakt til den 21-årige mand, som virkede nervøs og irriteret. Ved visitation blev der fundet et kontantbeløb og flere telefoner på ham, men ingen narko i lommerne.
Bag markisen fandt betjentene dog over 130 joints i salgsposer. Den 21-årige indrømmede, at jointene var hans, og at han havde dem med henblik på salg. Manden blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.