Klokken 19.44 blev en patrulje fra Østjyllands Politi opmærksomme på fire mænd i en bil på Kalmargade. Da betjentene gik hen til bilen, hoppede den ene ud og begyndte at løbe. En betjent satte efter og anholdt den 24-årige 20-25 meter længere nede ad vejen.
Under flugten kastede den 24-årige en kniv fra sig, som betjentene sikrede. Ved anholdelsen gjorde han kraftigt modstand. Patruljen beslaglagde også tramadoler og en peberspray fra den 24-åriges lomme.
Den 24-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, overtrædelse af knivloven, overtrædelse af våbenloven samt for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
En 19-årig mand i bilen blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, da betjentene fandt en kniv under hans sæde.