Onsdag aften ved midnatstid blev en patrulje fra Østjyllands Politi opmærksomme på en mand på Banegårdspladsen i Aarhus C. Manden udviste mistænkelig adfærd og begyndte at flygte til fods, da patruljen forsøgte at rette henvendelse.
Under flugten kastede manden en køkkenkniv fra sig. Betjentene indhentede manden og identificerede ham som en 26-årig mand. Under en visitation blev manden fundet i besiddelse af hash, skunk, heroin og nogle tusinde kroner i kontanter. Kniv og narko blev beslaglagt.
Den 26-årige mand blev sigtet for at have overtrådt knivloven og for besiddelse af narko. Han blev også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, da han strittede kraftigt imod og spændte op i kroppen under anholdelsen. Manden blev herefter anholdt.