Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede tirsdag kl. 13.30 en 52-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Manden blev anholdt tidligere samme dag kl. 09.04 på Retspsykiatrisk Afdeling, hvor en patrulje fra Østjyllands Politi var til stede i forbindelse med en planlagt transport.
Under anholdelsen blev den 52-årige voldsomt udadreagerende og usamarbejdsvillig. Han trak en betjents stav, bed en betjent i hånden, nikkede en betjent en skalle og forsøgte at trække betjentens tjenestevåben. Desuden råbte han flere trusler mod betjentene og de ansatte på stedet.
Den 52-årige blev anholdt med den fornødne magt og transporteret til politistationen. Ved grundlovsforhøret blev han fremstillet in absentia og varetægtsfængslet. Han er sigtet for vold og trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste samt for at forsøge at sætte sig i besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.