57-årig mand fremstilles i grundlovsforhør i Aarhus for indbrud i Egå

dato

Ved Retten i Aarhus kl. 13.00 tirsdag fremstiller Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi en 57-årig mand i grundlovsforhør. Den 57-årige er sigtet for et indbrud i en villa på Østtoften i Egå, der fandt sted mandag aften kl. 18.18.

En politiassistent, der havde fri, opdagede manden i en privat have med et tæppe i hænderne. Politiassistenten genkendte manden fra tidligere arbejde og fandt det mistænkeligt, at han gik ind i haven. Da politiassistenten vendte bilen for at tage affære, kom den 57-årige ud fra haven med noget gemt under tæppet og begyndte at løbe. Politiassistenten løb efter og anholdt manden efter at have bedt en beboer om at ringe 112.

En patrulje ankom hurtigt og overtog den anholdte. Efterfølgende blev det konstateret, at et vindue i villaen var brudt op, og der var stjålet et par lamper. Politiet fandt et hvidt tæppe i en skraldespand ved stien, hvori en af de stjålne lamper lå gemt.

Den 57-årige, der har flere verserende sager om lignende kriminalitet, fremstilles med henblik på varetægtsfængsling.

Kilde: Østjyllands Politi