Ved Retten i Aarhus kl. 13.00 fremstiller Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi en 63-årig mand i grundlovsforhør. Manden er sigtet for seks tilfælde af indbrud i butikker og virksomheder i det centrale Aarhus.
Østjyllands Politi modtog en anmeldelse kl. 01.51 fra en nabo til en frisørsalon på Ryesgade i Aarhus C, som blev vækket af lyden af noget, der blev knust. Naboen observerede en mand i færd med at knuse en rude i butikken. Indbrudstyven var dog væk, da politiet ankom til stedet, men naboen kunne give en god og præcis beskrivelse.
Flere patruljer runderede i midtbyen, og klokken 02.35 traf de den 63-årige mand på Vesterbro Torv. Han passede nøje på beskrivelsen fra indbruddet. Den 63-årige blev anholdt og taget med på politistationen. Signalementet af ham passede også på videooptagelser fra to øvrige indbrud i Aarhus C natten til tirsdag.
Den 63-årige er yderligere sigtet for flere tidligere indbrud i forretninger og virksomheder. Anklagemyndigheden begærer ham varetægtsfængslet.