Østjyllands Politi modtog onsdag formiddag kl. 11.01 en anmeldelse om en blufærdighedskrænkelse på en parkeringsplads ved Brabrandstien på Ormslevvej i Viby. En mand havde blottet sig for en kvinde, mens han sad i sin bil, og begyndte derefter at onanere. Inden hændelsen havde manden røget en joint.
Kvinden forlod stedet i sin bil, men blev fulgt af manden i hans egen bil. Politiet sendte en patrulje til stedet, hvor de anholdt en 40-årig mand som formodet gerningsmand.
Den 40-årige blev sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri, narkokørsel, samt besiddelse af narko, da han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og en joint. Disse blev beslaglagt af politiet.
Efter endt afhøring blev den 40-årige mand løsladt.