Torsdag kl. 14.30 henvendte en patrulje sig på en adresse i Brabrand efter en anmeldelse om uro i hjemmet. Hoveddøren blev åbnet af en 37-årig kvindelig beboer, som forsikrede betjentene om, at alt var roligt.
Betjentene ønskede dog at komme ind i lejligheden, hvor de i et værelse fandt ni cykler og 18 cykelhjul pakket ind i plastik. Efter at have slået stelnumrene på cyklerne op i politiets systemer, blev det konstateret, at tre af cyklerne var meldt stjålet.
Den 37-årige kvinde blev sigtet for hæleri, og cyklerne blev sikret med henblik på nærmere undersøgelse. De stjålne cykler skal genudleveres til deres rette ejere.