Dømt for æresrelateret vold mod sin søster

Profilbillede
dato

En 25-årig mand er blevet idømt otte måneders fængsel for i juni i år at have overfaldet sin egen lillesøster, fordi hun på sin Instagram-profil fulgte mandlige profiler. Den 25-årige, der er iransk statsborger, fik desuden en advarsel om udvisning.

Overfaldt fandt sted den 10. juni, da den 24-årige søster en dag kom hjem til lejligheden i Aarhus V, hvor deres mor boede. Hun blev mødt af sin bror på adressen, der konfronterede hende med, at hun fulgte flere mandlige profiler på Instagram, hvilket broren mente stred imod deres religiøse rammer. 

Han låste døren, så hun ikke kunne stikke af, hvorefter han slog hende flere gange med knytnæver, sparkede hende i hovedet, mens hun lå ned, og slog hende med et støvsugerrør. Derudover tvang han hende til at blokere eller fjerne de mandlige profiler. 

Et andet familiemedlem til den 24-årige kvinde fik ringet efter hjælp, og kort efter ankom både en ambulance og en patruljebil til stedet. Kvinden pådrog sig en del skader ved overfaldet og blev kørt til behandling på skadestuen. 

 

Korrespondancer på mobilen

En uge efter overfaldet fandt Østjyllands Politi frem til den 25-årige storebror, der blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. 

I retten fremlagde anklagemyndigheden blandt andet flere korrespondancer på den 25-åriges mobiltelefon, hvor han skriver til sin bror om søsterens ageren på sociale medier. 

”Motivet for det voldsomme overfald var meget væsentligt i denne sag, og retten fandt det bevist, at det havde baggrund i den tiltaltes opfattelse af, hvordan hans søster burde agere i forhold til deres religiøse overbevisning. Den 25-årige blev dømt for grov vold, og det var strafskærpende, at det var motiveret af religion og ære,” siger specialanklager Lisbeth Weiss fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi. 

Den 25-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen. 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi