En 58-årig kvinde satte sig bag rattet i en personbil onsdag eftermiddag på Viggo Stuckenbergs Vej i Aarhus V, selvom hun ikke havde et gyldigt kørekort. Under køreturen bakkede kvinden i østgående retning og kørte op på fortovet, hvor hun påkørte en barnevogn med et mindre barn i.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 15.41 og var fremme på stedet få minutter senere. Heldigvis kom ingen personer til skade i forbindelse med færdselsuheldet. Politiet traf den 58-årige kvinde på stedet og sigtede hende for at have kørt bil uden førerret.