Grundlovsforhør i Aarhus: 30-årig mand sigtet for vanvidskørsel

dato

Østjyllands Politi fremstiller en 30-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.00. Manden er sigtet for vanvidskørsel i forbindelse med to uheld, der fandt sted tidligt i morges.

Politiet modtog kl. 02.58 et opkald om et færdselsuheld i krydset mellem Paludan Müllers Vej og Hasle Ringvej, hvor en personbil havde påkørt to cyklister. Efter påkørslen kørte bilen fra stedet. Den kvindelige cyklist fik alvorlige kvæstelser og er i kritisk tilstand, mens en 23-årig mandlig cyklist blev lettere tilskadekommen. Begge cyklister blev bragt til Skejby Sygehus.

Kort efter modtog politiet endnu et opkald om en personbil, der havde påkørt et lyssignal i krydset Viborgvej og Hasle Ringvej. Det viste sig, at føreren af personbilen var påvirket af alkohol og involveret i begge uheld. Føreren blev anholdt og kørt til Aarhus politistation.

Østjyllands Politi har ingen yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Kilde: Østjyllands Politi