Onsdag kl. 12.00 finder der et grundlovsforhør sted ved Retten i Aarhus, hvor Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller en 32-årig mand. Manden er sigtet for forsøg på manddrab efter et voldsomt overfald på Bispehavevej i Aarhus V den 1. marts i år. Under overfaldet blev den forurettede stukket flere gange med kniv og tildelt adskillige spark og slag på kroppen og i hovedet, hvilket resulterede i alvorlige skader.
Den 32-årige er også sigtet for grov vold efter bevidst at have påkørt en 28-årig kvinde, som efterfølgende blev sparket og slået flere gange. Efterforskningen ledte politiet på sporet af den 32-årige, der blev internationalt efterlyst og anholdt i Tyrkiet i begyndelsen af maj. Han er nu tilbage i Danmark og fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse nærmere om sagen.