Torsdag kl. 10.00 finder et grundlovsforhør sted ved Retten i Aarhus, hvor en 35-årig mand fremstilles af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi. Manden er sigtet for flere grove seksuelle forbrydelser mod et mindreårigt barn.
Den 35-årige blev anholdt i Risskov onsdag eftermiddag kl. 16.49 som et resultat af politiets efterforskning i en sag om besiddelse og deling af seksuelt overgrebsmateriale med børn. Materialet bestod af flere videoer.
Anklagemyndigheden har anmodet om, at grundlovsforhøret foregår for lukkede døre. Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.