Grundlovsforhør i Aarhus: 35-årig mand sigtet for uagtsomt manddrab

dato

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller lørdag kl. 10:30 en 35-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Den 35-årige mand er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder i forbindelse med onsdagens færdselsuheld i Tranbjerg J syd for Aarhus, hvor tre personer afgik ved døden.

Ulykken fandt sted på Landevejen onsdag aften omkring kl. 22.10. Den 35-årige mand blev anholdt kl. 23.03 nogle få hundrede meter fra gerningsstedet og blev efterfølgende kørt på hospitalet til behandling.

Torsdag kl. 14.00 blev han fremstillet i et grundlovsforhør in absentia ved Retten i Aarhus, da han fortsat var indlagt på hospitalet og ikke fysisk i stand til at møde op i retten. Den 35-årige mand er nu blevet udskrevet og vil blive fremstillet i et nyt grundlovsforhør.

Til torsdagens grundlovsforhør blev der nedlagt navneforbud i sagen, og anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmoder igen lørdag om lukkede døre af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

Læs mere om det alvorlige færdselsuheld i tidligere udsendte pressemeddelelse på linket her: Alvorligt færdselsuheld i Tranbjerg J - tre personer afgået ved døden

Kilde: Politiets Døgnrapport