Grundlovsforhør i Aarhus: To sigtet for indbrud i restaurant

dato

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 en 42-årig kvinde og en 35-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for at have begået indbrud i en restaurant i Guldsmedegade natten til tirsdag.

Østjyllands Politi modtog kl. 00.28 en anmeldelse om, at der netop havde været indbrud i restauranten, og tre personer var løbet fra stedet. Patruljer var hurtigt fremme ved adressen, hvor vidner kunne give et godt signalement af de formodede gerningsmænd.

En patrulje traf kort efter en kvinde og to mænd ved et busstoppested i nærheden, som svarede nøje til signalementet. De forsøgte at skjule en pose og smed noget på jorden, da de så politiet. Det viste sig at være flere mønter og sedler, der formentligt er stjålet fra restauranten. I posen lå bl.a. en skruetrækker og en bushammer.

Alle tre blev anholdt og sigtet for indbrud. Den 42-årige kvinde og den 35-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, mens den tredje anholdte, en 45-årig mand, blev løsladt efter endt afhøring, da der ikke var juridisk grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Kilde: Politiets Døgnrapport