Onsdag morgen lidt før klokken syv observerede en kvinde i Risskov to mistænkelige mænd foran naboens hoveddør. Mændene var i færd med at knuse en rude i døren og forsvandt ind i lejligheden. Kvinden kontaktede straks politiet, mens hun kunne høre mændene bevæge sig rundt inde i lejligheden.
Kort efter forlod mændene lejligheden med en gul pose indeholdende flere genstande. Kvinden informerede politiet om, hvilken vej mændene bevægede sig væk, og en patrulje blev straks sendt afsted.
Patruljen ankom og tog kontakt til to mænd, der befandt sig 500 meter fra gerningsstedet. Mændene passede til signalementet givet af kvinden. Betjentene råbte mændene an og lagde dem i håndjern. De blev anholdt og sigtet for indbrud.
Den ene mand, 20 år gammel, havde en totenschlæger, peberspray, kniv og skudsikker vest på sig og blev sigtet for flere overtrædelser af våbenloven. Den anden mand, 30 år gammel, havde en kniv, peberspray og skudsikker vest og blev ligeledes sigtet for flere overtrædelser af våbenloven.