Natten til mandag kl. 00.03 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et knivoverfald på Immervad i Aarhus C. Flere patruljer blev straks sendt til stedet, hvor de traf en 19-årig mand, der formentligt var blevet stukket i benet med en kniv og slået i hovedet.
Den 19-årige blev kørt til skadestuen og behandlet for sine skader, der heldigvis ikke var livstruende. Den foreløbige efterforskning indikerer, at en mindre gruppe mænd har overfaldet ham efter en forudgående uoverensstemmelse, og at overfaldet muligvis er begået i et kriminelt miljø.
Østjyllands Politi søgte i løbet af natten med hunde efter spor og fortsætter nu efterforskningen for at finde ud af, hvad der præcist er sket, samt hvem gerningsmændene er.