Østjyllands Politi har i samarbejde med Aarhus Kommune øget fokus på unge mennesker og stoffer i nattelivet under den igangværende studenteruge. Torsdag aften var civilklædte betjente fra specialpatruljen på gaden i Aarhus som en del af denne indsats.
Resultatet af aftenens indsats blev, at syv nattelivsgæster blev sigtet for at have en mindre mængde hash på sig. To af disse gæster blev yderligere sigtet for overtrædelse af knivloven, da de også havde en lommekniv på sig.
Indsatsen fokuserer særligt på unge, der køber og bruger illegale opioider. Selvom specialpatruljen ikke fandt nogen opioider denne aften, har politiet mulighed for hurtigt at sætte unge i kontakt med en kommunal rusmiddelbehandler, hvis behovet skulle opstå.