To mænd dømt for voldsomt knivoverfald i Viby

dato

To unge mænd blev tirsdag ved Retten i Aarhus dømt for et groft overfald i januar i en kiosk i Viby, hvor en 26-årig mand blev stukket flere gange med kniv og machete og efterfølgende blev indlagt i kritisk tilstand. En 19-årig mand blev idømt seks års fængsel og udvisning for forsøg på manddrab, mens en 25-årig mand blev dømt for grov vold og fik en fængselsstraf på to år og tre måneder.

Det var søndag den 19. januar om aftenen, at den 26-årige blev overfaldet i kiosken på Skanderborgvej, hvor han blev stukket og ramt med machete og kniv flere steder på kroppen og i hovedet. Da politi og ambulance kom frem, blev der udøvet førstehjælp til den 26-årige, der havde fået livstruende skader.  

Gerningsmændene var stukket af, men allerede dagen efter blev de to gerningsmænd anholdt på en adresse i det vestlige Aarhus. Begge har siden siddet varetægtsfængslet i sagen. 

Hvad motivet til overfaldet var, er fortsat uvist, da ingen har kunnet eller villet udtale sig om årsagen til politiet. 

 

Grov vold eller forsøg på manddrab?

Blandt bevismaterialet, der blev lagt frem i retten, var blandt andet meget tydelig videoovervågning fra kiosken, dna-spor og gode vidneforklaringer. 

”Politiet har foretaget en grundig efterforskning, og videoovervågningen var så god, at man slet ikke kunne være i tvivl om, at de to tiltalte var gerningsmændene. Spørgsmålet var, hvorvidt der var tale om forsøg på manddrab, eller om der alene var tale om grov vold, ” siger senioranklager Rosa Pape. 

Mens der var fuld enighed om, at den 19-årige var skyldig i forsøg på manddrab, så var nævningetinget uenige om, hvad den 25-årige skulle dømmes for.  

”Retten mente, at den 25-åriges rolle var mindre end den 19-åriges, og at han skulle dømmes for grov vold. Fem ud af seks nævninge var enige med anklagemyndigheden i, at han skulle dømmes for forsøg på manddrab, mens en enkelt nævning og de tre juridiske dommere alene ville dømme for grov vold. Nu skal jeg nærlæse dommen og vurdere, om den del skal indstilles til anke, ” siger Rosa Pape. 

Den 19-årige, der er somalisk statsborger, blev ud over sin fængselsstraf idømt udvisning med indrejseforbud i 12 år. Han ankede dommen, mens den 25-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.  
 
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi