To 48-årige mænd er blevet sigtet for indbrud efter at være blevet anholdt af Østjyllands Politi. Anholdelsen fandt sted mandag kl. 13.56 på Holme Ringvej i Viby J, efter en bekymret borger havde anmeldt, at to mænd gik rundt med en pistollignende genstand.
En patrulje var hurtigt fremme og visiterede begge mænd. Under visitationen fandt politiet en hardballpistol på den ene mand, som blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Mændene havde også en pose med sig, som indeholdt en bærbar computer. Computeren viste sig at stamme fra et indbrud i en restaurant på Skelagervej i Aarhus N, begået natten til mandag.
Begge mænd er nu sigtet for indbruddet.