To mænd sigtet for narkobesiddelse på Jægergårdsgade i Aarhus

dato

Onsdag eftermiddag omkring kl. 13.30 patruljerede civilklædte betjente fra Østjyllands Politi til fods omkring et værested på Jægergårdsgade i Aarhus. Under patruljen observerede betjentene to mænd, der sad bag et skur og vejede hash af på en vægt.

De to mænd, henholdsvis 27 og 47 år gamle, blev visiteret af betjentene. Under visitationen blev der fundet en mindre mængde kokain, hash og skunk samt flere tusinde kroner i kontanter.

Begge mænd blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Både de fundne kontanter og narko blev beslaglagt af politiet.

Kilde: Østjyllands Politi