Tre mænd på henholdsvis 20, 20 og 27 år fremstilles i dag kl. 12.30 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for at have knivdræbt en 19-årig mand natten til søndag på Reginehøjvej i Aarhus N.
Mændene blev anholdt søndag under en koordineret aktion i Aarhus-området. Østjyllands Politi formoder, at der er flere gerningsmænd involveret i sagen og vurderer, at drabet bunder i et internt opgør i det kriminelle miljø.
Anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre ved grundlovsforhøret. Politiet søger vidner eller borgere, der måtte have relevante optagelser fra området, og opfordrer til at kontakte dem på telefon 114.
For at skabe tryghed vil politiet være ekstra synlige i området omkring Reginehøj de kommende dage. Den mobile politistation vil være til stede mandag eftermiddag, hvor alle er velkomne til at få en snak med betjentene.