Onsdag aften kl. 22.47 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en mand, der skabte uro og utryghed på Ryesgade tæt på Banegårdspladsen i Aarhus. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de mødte en 34-årig mand, der var synligt beruset og meget aggressiv.
Manden råbte skældsord af betjentene og slog ud efter dem, da han blev lagt i håndjern. En betjent blev ramt af en hånd i ansigtet, men kom ikke alvorligt til skade. Under visitationen fandt betjentene to hobbyknive, som blev beslaglagt.
Den 34-årige mand blev sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand, vold mod polititjenestemand, at modsætte sig anholdelse, overtrædelse af knivloven og for at forstyrre den offentlige orden.