Torsdag kl. 14.00 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et slagsmål i Brabrand, hvor omkring fem yngre mænd var involveret. Slagsmålet fandt sted på Emmasvej, og flere patruljer blev sendt til stedet.
Da politiet ankom til Sigridsvej, traf de en gruppe på omkring 10 personer, som udviste truende og aggressiv adfærd. Gruppen blev efterfølgende udvidet til op mod 15 personer, og råbte skældsord efter betjentene. I et nærtliggende buskads fandt politiet en kniv, men ingen i gruppen ville vedkende sig den.
En 26-årig mand i gruppen dækkede sit ansigt til og blev sigtet for at have overtrådt forbuddet om maskering. Han blev udadreagerende og højtråbende, hvilket førte til hans anholdelse kl. 14.18 for at have forstyrret den offentlige ro og orden. Under visitation blev han fundet i besiddelse af et par joints og blev også sigtet for narkobesiddelse. Der blev ikke gjort yderligere fund af interesse for politiet.
Senere på dagen, kl. 19.45, modtog politiet endnu en anmeldelse om uroligheder i det vestlige Aarhus, muligvis forbundet med eftermiddagens slagsmål. Flere patruljer blev sendt til Gudrunsvej, hvor omkring 20 køretøjer befandt sig. Personerne i bilerne begyndte at forlade stedet ved politiets ankomst, og ingen ønskede at tale med politiet. Urolighederne vurderes at være et internt opgør i et kriminelt miljø. Området blev roligt igen senere på aftenen, og patruljerne forlod stedet.