Mandag aften kl. 23.33 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om mulig vold på et hotel beliggende på Banegårdspladsen i Aarhus. En patrulje blev hurtigt sendt til stedet, hvor de trådte ind på et hotelværelse og traf en 40-årig mand og en 31-årig kvinde.
Kvinden havde flere friske, mindre skader i hovedet, men ønskede ikke at oplyse politiet om, hvordan hun havde pådraget sig disse skader. Den 40-årige mand, der blev skønnet tydeligt beruset, blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden. Han ytrede sig desuden i mindre pæne vendinger mod betjentene, hvilket førte til en yderligere sigtelse for fornærmelig tiltale.
Manden blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.